Astrid Ø. Sørensen
Den prominente træner Holga Finken blev i juni 2023 en del af teamet hos Helgstrand Dressage med den primære opgave at undervise Helgstrands ryttere verden over. Det skrev Helgstrand i en pressemeddelelse, da ansættelsen blev offentliggjort.
Nu er samarbejdet indstillet, og ifølge det tyske medie St. Georg sker det af personlige årsager. – Jeg går ikke derfra med noget nag, og jeg havde det godt og nød virkeligt arbejdet, siger Finken.
62-årige Holga Finken driver en dressurstald på Hof Löffeld i Lienen og er kendt for at have uddannet et hav af talentfulde ungheste. I 2003 vandt han UVM på avlshingsten Fürst Heinrich e. Florestan I/ Donnerhall, mens han sejrede i det tyske Bundeschampionat for 3-års heste på hannoveranerhingsten Desperados e. De Niro/ Wolkenstein I, der senere hen blev medaljetager til OL. Finken har også selv gjort sig gældende på Grand Prix-niveau, men har ikke været til start til et internationalt stævne siden 2018.
På trænersiden står Finken bag en lang række topryttere og underviser bl.a. den norske internationale dressurrytter Isabell Freese. Hun er rytter på den delvist danskejede oldenburgerhingst Total Hope OLD e. Totilas/ Blue Hors Don Schufro, med hvem hun red sig i den individuelle finale til OL i Paris i år. Med opsigelsen får Finken nu altså mere tid til Freese og andre af sine egne elever igen.
Kilde: St. Georg