Thomas Bach Jensen
Den 3-årige hingst Fürst William e. Fürst Wilhelm/ Lord Sinclair vakte med sine spektakulære gangarter furore i foråret. Dels ved Dansk Varmblods hingstekåring, hvor hingsten ikke blev godkendt, og ved Helgstrand Dressages åbent hus-arrangement, men også på sociale medier igennem video af hingsten i bevægelse.
Hingsten er nu solgt til belgiske HC Stables, og det er den talentfulde tyske dressurrytter Anna Fiebelkorn, som fremover skal stå for Fürst Williams uddannelse.
- Det er vi utroligt glade for, da hun er en yderst kompetent og dygtig rytter bosiddende i Tyskland, hvor Fürst William også fremover vil stå i stald, står der på Helgstrand Dressages hjemmeside.
Denne nye ekvipage kommer allerede i denne uge til start i Bundeschampionatskvalifikationen i Rastede, hvorefter hingsten igen vil stå til rådighed for avlerne igen. Helgstrand Dressage oplyser, at Fürst William i de kommende bedækningssæsoner fortsat vil stå til rådighed igennem Helgstrand Dressage.