Anna Pørtner
Berider og dressurrytter, Pernille Ørum, er i dag tiltrådt sin nye stilling hos Fisker Dressage Academy, der drives af Dennis Fisker på Korshøjgård sideløbende med Randbøl Dressage Academy. Her skal Pernille blandt andet stå for at ride og uddanne hestene samt undervise elever, noget Dennis ser frem til med stor begejstring.
– Jeg har kendt Pernille i rigtig mange år, da jeg var landstræner for ungdomsrækkerne og hun altid har haft en del elever på landsholdene. Jeg har altid haft lyst til at arbejde tættere sammen med hende. Hun er utrolig dygtig og kan uddanne heste på alle niveauer, fortæller Dennis om samarbejdet.
Dennis håber ikke blot på, at Pernille kan uddanne forretningens heste, han synes også, at samarbejdet med Pernille er en fantastisk tilføjelse til teamet:
– Det styrker vores team omkring hestene rigtig meget. Udover det, har Pernille jo kæmpestor erfaring i at undervise og har haft mange ryttere til diverse internationale stævner. Jeg synes virkelig det er fedt, at jeg kan tilbyde vores kunder, at de kan få en hest i ridning ved en så dygtig rytter som Pernille. Det løfter bare vores team, afslutter Dennis.
Pernille er uddannet berider og har gennem sin karriere redet mange Grand Prix-klasser. Derudover er hun mor til den yderst talentfulde U25-rytter i dressur, Sophia Ludvigsen, der blandt andet er en del af Blue Hors' Talentprogram og EM-guldvinder. Det er Pernille Ørum, der har undervist Sophia hele sit liv, og er dermed en stor del af datterens succes. Lillesøster, Selma Ludvigsen, er også ved at indtage de internationale dressurbaner, også med hjælp fra mor Pernille. Udover døtrene, har Pernille også været en stor del af U21- rytter, Frederikke Gram Jakobsens succes, idet hun har undervist og trænet hende igennem ponytiden.
I dag er Pernille altså startet i sit nye virke hos Fisker Dressage Academy, hvor der venter et spændende samarbejde for begge parter. Pernille ser særligt frem til at sidde noget mere i sadlen igen:
– Jeg har i dag haft første arbejdsdag hos Dennis Fisker, hvor jeg er ansat som berider. Mit job består i at ride kunde- og salgsheste, samt at hjælpe beridereleverne. Jeg glæder mig virkelig til at ride lidt mere igen, da jeg de sidste 5-6 år primært har beskæftiget mig med undervisning. Jeg ser rigtig meget frem til samarbejdet med Dennis og hans team i de skønne omgivelser på Randbøl Dressage Academy, fortæller Pernille om det nye samarbejde.