Fremragende top og favoritsejr

04-06-2023 15:34

Britt Carlsen

Afgørelsen på Agria DRF-mesterskab for U25 blev særdeles spændende og seværdigt med høj kvalitet og en top af ryttere, som viste kür med høj sværhedsgrad

Nyheden fortsætter efter annoncen

Sophia Ludvigsen og Blue Hors Quintana e. Quantensprung/ Desperados kom til kürfinalen som vinder af første afdeling. I kür er intet dog givet på forhånd, og hendes nærmeste konkurrenter havde lagt pres på hende med flotte kürprogrammer. Sophia red på banen som klassens sidste rytter, men hun klarede presset perfekt. Hun er U21-rytter, men har valgt at udfordre sig selv ved at deltage i mesterskabet for U25, efter hun sidste år vandt DM for U21-ryttere. Sophia viste en meget flot kür med høj sværhedsgrad og en dejlig harmoni mellem rytter og hest gennem hele programmet. En lille fejl i etterchangementerne var eneste mislyd i programmet, og den fik hun reddet i sin jokerlinje. De sluttede med 78,3% for deres kür og en samlet sejr på 152,951 point.

Sophia Ludvigsen begyndte som talentrytter for Blue Hors. Dengang fik hun den 6-årige Blue Hors Quintana som sit ”projekt”, og nu er den rejse krydret med en guldmedalje. Se hvad hun har at sige om resultatet:

Alexander holdt sølvet
Alexander Yde Helgstrand kom til finalen på en andenplads med Super Mario e. For Compliment/ Royal Dance, og den position holdt han fast i efter at have vist sin dynamiske kür med højdepunkter i fri trav og galop samt galopiruetter. Han opnåede 76,3%, og det betød, at han blev presset af Thea Bech, som kom stærkt igen efter sin fjerdeplads i første afdeling med en flot kür. Her fik Dionisos e. Spielberg/ Sir Sinclair rigtig vist sin styrke i de samlende øvelser; flot markeret piaffe og passage, hvilket gav parret andenpladsen i kürfinalen med 77,325% og samlet 148,651 point mod Alexander Yde Helgstrands 148,881 point.

Copyright Ridehesten.com
Alexander Yde Helgstrand og Super Mario. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Dermed blev det til bronze til Thea Bech og Dionisos, og hun skubbede sidste års sølvvinder Karoline Rohmann ud af medaljerækken. Karolines førstehest Jakas Don Louvre e. Blue Hors Don Romantic/ Lauries Crusador xx (opdr. Jan og Karina Koefoed-Nielsen) havde et par fejl i første afdeling, og derfor valgte Karoline at satse på Aagaardens Lianne e. Krack C/ Cape Town S (opdr. Stutteri Aagaarden v/Hanne Aagaard). Hoppen har dog ikke meget erfaring med kür, og Karoline måtte også ride Don Louvres kür. Det blev lige lidt for udfordrende i det skrappe selskab ved mesterskabet, og dermed sluttede Karoline på en samlet sjetteplads efter Caroline T. Elsner og Alskenz Firfod e. Zardin Firfod/ Zalmiak Firfod (opdr. Morten Plenborg).

Nyheden fortsætter efter annoncen

Sara Aagaard Hyrm kom til kürfinalen på en femteplads fra første afdeling, men hun fik vist en fremragende, harmonisk kür med stor sikkerhed og fik vist Atterupgaards Coopers fine arbejde i piaffe og passage og flotte serier. Atterupgaards Cooper e. Charmeur/ Gribaldi er endnu en hest i særklasse fra det sjællandske stutteri Atterupgaard.

Eksperttræner og teknisk rådgiver for seniorgruppen Wolfram Wittig fulgte kürfinalen for U25-rytterne med stor opmærksomhed. Efter klassens afgørelse sagde han: – Jeg er imponeret over kvaliteten i finalen og specielt af toppen, hvor rytterne har vist svære elementer i deres kür. Der er også høj kvalitet blandt hestene, understregede han og fortsatte med at rose stævnet hos Helgstrand Dressage, som han betegner som et særligt event med en særdeles god stemning.

Det samlede resultat af U25-mesterskabet.

Stævnets start- og resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner