Dansk medaljekurs også hos 6-års

04-08-2023 14:00

UVM i dressur: Sidste års verdensmesterpar for 5-års, Lyngbjergs St. Paris og Victoria Vallentin, har med en andenplads i den indledende 6-års klasse som eneste danske ekvipage banet den direkte vej til finalen

Copyright Ridehesten.com
Hesselhoej Double Up under Anders Sjøbeck Hoeck. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

6-års klassen ved UVM i dressur er der, hvor alt kan ske, fordi hestene er så urutinerede i galopchangementer, og er der pres på og måske nerver, er der også spændinger. Det resulterede også i et utal af versioner af denne øvelse – og heller ikke de danske ekvipager changerede helt fejlfrit.

DV-præmiehingsten Hesselhoej Double Up e. Hesselhøj Donkey Boy/ Tailormade Lancelot (opdr. Hesselhøj), der stillede til kåring i år som 6-års og derfor endnu ikke har nogle afkom, indgår på det danske hold med sin 20-årige rytter Anders Sjøbeck Hoeck. Ekvipagen leverede i dag solid præstation, der var så tæt som muligt på at sikre dem direkte adgang til finalen.

På trods af Double Ups letfodede, affjedrende og elastiske trav blev karakteren "kun" 8,2, hvilket må skyldes en lidt ustabil kontakt og høj placering af nakken, hvor hingsten ind imellem gik ovenud af rammen. Også i første galopchangement til venstre brød hingsten kontakten, og det reflekterer ridelighedskarakteren på 7,8, men der var dog ingen tvivl om, at dommerne kunne lide hingsten, som de gav 8,5 for kapacitet og 8,8 for galop. Ekvipagen sluttede i dag på en trettendeplads og skal placere sig i top-3 morgendagens trøstefinale for at sikre sig en finaleplads.

Copyright Ridehesten.com
Slangerupgaards Flottenheimer redet af spanske Eric Guardia Martinez. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

For Slangerupgaards Flottenheimer e. Franklin/ Scolari (opdr. Slangerupgaard A/S) og Helgstrands dygtige spandske rytter Eric Guardia Martinez blev det i dag ikke til en finaleplads trods flot ridning, gode overgange og en imponerende travbevægelse. Trods hingsten meget padlende forbensbevægelse, der let forstyrrer harmonien og helhedsbilledet, blev traven belønnet med 8,5 point. Desværre var skridten ikke helt rentaktet bag. Selv om der opstod spændinger, udviste hingsten rigtig  godt galoparbejde og vil med lidt hel være mere afspændt og klar til opgaven i morgendagens trøstefinale, hvor de tre bedste går videre til finalen.

Forventningerne til sidste års verdensmesterpar for 5-års heste, Lyngbjergs St. Paris e. Blue Hors St. Schufro/ Blue Hors Rockefeller (opdr. Bente Børjesson) og Victoria Vallentin, er naturligvis høje i dette års 6-års mesterskab. Ekvipagen leverede et sikkert ridt – endda med plads til forbedring i finalen.

Paris startede programmet ud med en iøjnefaldende letbenet, elegant og aktiv trav med god bæring, og ikke for kadanceret. Alt så legende let ud, også øgningen, og det var klart klassens mest overlegne trav. Igennem hele programmet gik Paris let på hånden og i en flot ramme, gode overgange, god parade og tilbagetrædning.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Super afslappet middel skridt og fri skridt igennem kroppen med godt stræk frem igennem halsen. Galoppen er letfodet og har god bæring, men særligt det sidste changement kostede dyrt, da hoppen slog bagud efter rytterens schenkel. Ikke desto mindre blev det til 8,8 for både galop ridelighed – og direkte ind på førstepladsen.

Copyright Ridehesten.com
Frederikke Gram Jacobensen og Zanderry Danheat. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Endnu en blot 20-årig dansk rytter udgør en del af det danske 6-års hold, nemlig Frederikke Gram Jacobsen, der igennem en årrække har været blandt de mest succesfulde danske ryttere og er en af de guldvindende danske ungryttere. Hun er her med sin DV-vallak Zanderry Danheat e. Blue Hors Zack/ Londonderry (opdr. Mette Birkholm), som i dag godt kunne have været lidt bedre belønnet for sin stærkeste gangart trav, men det blev til 8,0 for trav og ridelighed og sammenlagt en hæderlig 22. plads med 78,0, hvormed turen i morgen går igennem trøstefinalen.

Desværre for de forsvarende mestre fra Danmark, kom svenske Jeanna Högberg på banen og leverede et fejlfrit ridt med den svenske vallak Be Allex e. Ampère/ Dalwhinnie, der er meget velgaloperende og leverede dagens bedste changementer. Jeanna Högberg kender mange som Helgstrand-rytteren, der styrede Hesselhoej Down Town til guld som 5-års og sølv som 6-års. Det vil sige, at det lige som i 5-års klassen blev en top med danske og svenske hest. Ikke en eneste tysk hest eller rytter i top-3 hos hverken 5- eller 6-års!

Copyright Ridehesten.com
Be Allex under Jeanna Högberg. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Den ekstremt ridelige KWPN-hingst Mauro Turfhorst e. Zonik/ Negro blev af den internationalt succesfulde Grand Prix-rytter Dinja van Liere redet ind på tredjepladsen, og dermed fik de stærke skandinaver kamp til stregen. De næste fire placerede var alle tyske ryttere på tyske heste.

Klassens resultat.

Stævnets start- og resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner