Fuldt program hos Dressurakademiet

18-11-2024 14:42

I denne uge bydes der velkommen til Dressurakademiets første stævner i Randbøl, som rummer to landsstævner. Tirsdag og onsdag afholdes der et almindeligt landsstævne, mens weekenden byder på årets ECCO Cup-finaler

Copyright Ridehesten.com
Opvisningshallen på Korshøjgaard bliver nu igen fyldt med god stemning. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Som de fleste ved, overtog Familien Obel og Dennis Fisker den 1. april 2024 Korshøjgaard fra Blue Hors for at etablere Randbøl Dressage Academy. Månederne er nu gået, og mens Randbøl Dressage Academy har vokset sig større, er det også blevet tid til afholdelse af de første stævner.

I dag kl. 16.00 åbner staldene for de heste, der de næste to dage skal deltage i landsstævnet i dressur for heste. Selvom det er Dressurakademiets første stævne i Randbøl, er det erfarne kræfter, der står bag, herunder Lene Mikkelsen, som er en del af stævnesekretariatet.

De kommende dage er fyldt med starter, og der har blandt andet været ventelister i flere klasser. Flere kendte navne har også meldt deres ankomst, hvilket betyder, at Nanna Skodborg Merrald og Sophia Ludvigsen for en stund vender hjem til det "gamle kendte", når de stiller til start på flere heste. Blandt andet medbringer Nanna dette års vinder af 6-års finalen ved DRF's unghestechampionat, Blue Hors Bonsai e. Blue Hors Baron/Royal Classic.

Første del af ugens stævne afsluttes onsdag aften, hvor 11 ekvipager er tilmeldt i Grand Prix. Herefter sker et mindre vagtskifte, da ungdomsrytterne flytter ind i staldene, når dette års ECCO Cup-finaler skal afgøres i weekenden.

Vi håber, at der vil komme mange gæster forbi og opleve spændende dressur i denne uge, fortæller Dennis Fisker og fortsætter: – Foruden god ridning fra morgen til aften er der fyldt op med mad og drikke i glassalen, så vi håber på at se en masse mennesker, afslutter Dennis.

Startlister og tidsplan til landsstævnet.

Startlister og tidsplan til ECCO Cup-finalerne.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner