Anna Pørtner
Tyske Lars Seefeld blev i 2019 ansat som groom hos Daniel Bachmann Andersen, hvor han hjalp til stævner i både ind- og udland. I 2022 var han nomineret til FEI-prisen "Best Groom" efter den historiske VM-guldmedalje i Herning. I marts 2023 stoppede han hos Daniel, hvorefter han blev ansat hos Cathrine Laudrup-Dufour som groom. Efter en helt fantastisk sæson sammen, har Lars nu valgt at forfølge sin egen drøm om at blive en endnu bedre rytter, og derfor har han søgt nye udfordringer. Det skriver Cathrine Laudrup-Dufour i et Instagram-opslag.
Lars Seefeld har været en stor del af teamet hos Laudrup-Dufour, hvor han foruden sit store talent som groom, har været en uundværlig del af teamet og en rigtig god ven. Cathrine skriver følgende i sit Instagram-opslag:
– Ved siden af at være fuldtidsgroom har Lars, som har været en uvurderlig del af vores team, også trænet og udviklet sig med sin egen hest, og virkelig vist et stort talent for det. Lars passion for at udvikle sin karriere som rytter er kun vokset, siden han blev en del af vores stald. Med vores opbakning vil Lars nu forfølge denne vej yderligere i en mindre stald, hvor han kan ride mere, samtidig med at han fortsat arbejder som groom, hvilket han nyder.
Som Cathrine Laudrup-Dufour skriver, har Lars Seefeld været en uvurderlig del af teamet. Blandt andet kan han skrive de olympiske lege i Paris, et danmarksmesterskab, to sejre til World Cup-stævnet i Herning og mange mange flere gode minder på sit CV som groom for Laudrup-Dufour.
Lars skriver selv følgende: – Jeg takker Cathrine, Rasmine og hele teamet for at gøre min tid her uforglemmelig, og jeg er taknemmelig for jeres støtte, mens jeg tager hul på dette nye kapitel i mit liv, mens Cathrine bakker op: – Jeg vil aldrig glemme den seneste sæson, hvor jeg arbejdede sammen med min kære ven Lars. Jeg vil for evigt være taknemmelig for, at han sprang ind i vores team og hjalp os med at nå en livslang drøm: en olympisk medalje. Vores partnerskab stopper ikke her, men fortsætter på andre vilkår, hvor vi vil være her for at støtte Lars drømme om sin egen ridekarriere og videre udvikling i sadlen.
Se Cathrine Laudrup-Dufours Instagram-opslag herunder: