Astrid Ø. Sørensen
Der er dobbelt op på egnethedstests i Brønderslev Rideklub i denne weekend, hvor lørdagen stod i dressurens tegn, mens springhestene indtager ridehallen i morgen. Et imponerende stort startfelt på 67 4-årige dressurheste skulle i dag bedømmes af to af de faste dommere til årets egnethedstests i dressur, nemlig Vicky Nortvig og Bjarne Nielsen.
Polka Perfection M e. Secret/ Fürstenball (opdr. Sanne Mathiasen) var eneste hest over 900 point og tog dermed sejren med karaktererne 8 i skridt samt 9 i trav, galop, ridelighed og kapacitet. Derudover fik hoppen, som blev redet af berider Dennis Kjær, yderligere 25 point, som gives til de hopper, der har fået et føl i indeværende år. Det gav alt i alt 905 point og en sikker sejr til Polka Perfection M, der er udnævnt til guldmedaljehoppe i Dansk Varmblod og desuden blev kåret til Årets Dressurhoppe i 2023.
Polka Perfection M har den 8-årige guldmedaljehoppe Polka Fascination M til mor, der – også med Dennis Kjær i sadlen – var UVM-finalist som 5-års, mens mormoren er Polka Sensation Nexen e. Sandro Hit/ Temple Wind XX (opdr. Stutteri Nexen). Disse tre hopper samt en halvsøster til dagens egnethedstestsvinder, Polka Gold M e. Glamourdale, modtog i år en guldmedalje som afkomssamling til KRAFFT Dansk Varmblods Eliteskue.
Polka Perfection M har ikke meget erfaring med æresrunder, men fik i dag muligheden for at øve sig:
Andenpladsen i Brønderslev gik til bronzemedaljehoppen Midt-West Present e. Franklin/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Stutteri Midt-West v/Poul Erik Nielsen). Også Midt-West Present har fået et føl i år og fik derfor lagt 25 point oveni de i forvejen høje karakterer, der lød på 7,5 i skridt og 8,5 i trav, galop, ridelighed og kapacitet. Det gav en samlet score på 855 point. Hoppen er ejet af Majken Faaborg Glerup, der selv har uddannet hoppen og fremviste den i dag. Majken er amatørrytter på højt niveau ved siden af sit job som sælger og leder i medicinalindustrien, og hun er pt. aktuel i en profilartikel i Ridehestens novembermagasin.
Ikke langt efter fulgte Danubio e. Hesselhøj Donkey Boy/ L'espoir (opdr. Mia Bach), der blev redet af den australske Helgstrand-rytter Rianna Percy. Vallakken fik 8,5 i alle fem karakterer, hvilket gav 850 point.
I morgen er det 22 unge springhestes tur til at vise deres værd i det nordjyske, når Brønderslev Rideklub danner rammen om egnethedstest i springning.