Thomas Bach Jensen
Søren Vallentin er kendt i den danske rideverden som berider i bl.a. Herning, Aalborg og siden 2006 som DRF's og Aarhus Rideklubs chefberider på det Nationale Hestesportscenter, Vilhelmsborg. Søren har igennem årene, foruden selv at være aktiv rytter på GP-niveau i både dressur og springning, i sine mange års virke som godkendt DRIF-læremester uddannet et utal af Danmarks bedste ryttere og beridere - bl.a. kan nævnes navne som Andreas Helgstrand, Bo Kristoffersen og Nikolai Kowalski og flere andre beridere, der i dag er ansat i andre rideklubber i Nordjylland. Søren har stor erfaring med undervisning og ridning på både bredde og eliteniveau, samt stået for ridemæssige uddannelse af Dansk Rideforbunds beriderelever. I samarbejde med DV har Søren stået for deres materialeprøver i flere år. Med ansættelsen af Søren tager vi et meget stort skridt i den retning som vores visioner peger. Vi vil være det bedste og største ridecenter i Nordjylland, derfor er der også udvidelsesplaner i gang for stald, baner og ridehaller. Ansættelsen af Søren medfører også, at vi i HRV nu igen kan tilbyde heste i ridning, tilridning mv. Desuden vil Søren undervise og hans vision er, at udvikle alle vores ryttere på alle niveauer. Udover at Søren er dedikeret hestemand er hele hans familie det også. Mette, Sørens kone, deltager aktivt i datteren; Victorias ridekarriere. Victoria, der er 14 år er regerende nordisk og dansk mester i pony dressur og er lige hjemvendt fra Europamesterskaberne med to flotte 4. pladser i bagagen og en hold bronze. Vi ser meget frem til samarbejdet med Søren og glæder os meget til han starter. Vi er stolte over at kunne tiltrække en så ankerkendt berider til HRV og vi er sikre på, at det bliver en succes. Kilde: Hjallerup Rideklub