Vallentin Dressage opruster med ny profil

26-09-2024 17:47

Trine Askjær-Jørgensen

Pr. 1. november udvider Vallentin Dressage teamet med berider Ida Guldberg, og begge parter ser frem til et spændende samarbejde omkring de mange fine heste i stalden hos den unge virksomhed, som er i en rivende udvikling

Copyright Ridehesten.com
Victoria og Jesper med Lyngbjergs St. Paris ved sadelkåringen på Vilhelmsborg. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Vallentin Dressage ved Victoria E. Vallentin og Jesper Bisgaard Nielsen opruster pr. 1. november 2024 deres team med en ny, stærk profil, nemlig berider Ida Guldberg.

Ida blev færdiguddannet som berider for tre år siden og har efter sin læretid arbejdet på Hulbækgård ved Michael Søgaard og derefter hos Bachmann Dressage ved Daniel Bachmann Andersen på Julianelyst.

Hun har uddannet heste op til Grand Prix og startet til og med Intermediaire I og II, og så har hun rig erfaring med Pavo og DRF's championater for dressurheste, hvor hun blandt andet vandt mellemrunden i øst to år i træk med henholdsvis Kgs. Hørgaard Fighter DWB e. Freestyle/ L'espoir (opdr. Laila Roschmann) og Cocktail KI e. Blue Hors Don Olymbrio/ Riccione (opdr. Kim Schebye). Førstnævnte har hun også startet 7-års championat på, hvor det blev til en placering i kvalifikationen.

– Jeg glæder mig rigtig meget til at starte ved Victoria og Jesper, og det bliver en stor fornøjelse at arbejde med de mange fantastiske heste i et topprofessionelt setup. Det er en god mulighed for mig, og jeg glæder mig til at kunne dygtiggøre og videreudvikle mig samt i fremtiden at kunne repræsentere Vallentin Dressage, siger Ida Guldberg om det nye job.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Vi er rigtig glade for at ansætte en profil som Ida, fordi hun har meget erfaring med særligt ungheste. Vi føler, hun kan bidrage meget i vores forretning, og vi er stolte over at kunne tilbyde en profil som hende også. Det betyder også, at vi kan tage flere heste ind og fortsat deltage ved mange af de store stævner, lyder det fra Jesper Bisgaard om tilføjelsen til teamet.

En ung virksomhed i rivende udvikling
Vallentin Dressage er en ung virksomhed i en rivende udvikling, og det er ikke mindst i kraft af deres samarbejde med flere stærke partnere og de topheste, som de sammen ejer, og som med succes rides af Victoria, der er tidligere EM-medaljetager for U25-ryttere.

I 2022 vandt Victoria guld ved UVM i dressur for 5-års med hoppen Lyngbjergs St. Paris e. Blue Hors St. Schufro/ Blue Hors Rockefeller (opdr. Bente G. Børjesson), der samejes med Four Oaks v/ Ingrid og Poul Thøgersen, og i år blev det til en flot syvendeplads for parret i finalen for 7-års heste, mens Victoria blev nr. 8 i B-finalen med den 5-årige sølvmedaljehoppe Lygum's Zelina e. Blue Hors St. Schufro/ Blue Hors Zack, som parret ejer sammen med opdrætterne, Tine og Henning Lygum Jensen, og Maria von Rosing.

Ved Dansk Varmblods Unghestechampionat ifm. hingstekåringen i Herning i år var Victoria også at finde i sadlen på to heste, Lygum's Zelina og Roll On Unik e. Revolution/ Blue Hors Don Olymbrio (opdr. Stutteri Unik v/ Morten Skov), hvor førstnævnte blev nr. 2 og tildelt Hestens Værns pris "Den Gladeste Hest".

Inden Jesper gik fuldtid i Vallentin Dressage, har han i en årrække været ansat på Blue Hors. Han har selv en baggrund som dressurrytter, bl.a. på Katrinelund, og har siden været ansat flere år hos Helgstrand Dressage, hvor han primært har arbejdet med ungheste fra jorden. Med deres fælles kompetencer, som nu oprustes med tilføjelsen af Ida Guldberg, kan Vallentin Dressage tilbyde alt fra føl til Grand Prix-hest.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner