Thomas Bach Jensen
Johan Jacobsen, 20.11.1935 – 29.7.2024
Johan Jacobsen voksede op på Midtsjælland i en tid, hvor han allerede i en alder af 11 år var ude at tjene som karl på gårdene og som 13 årig flyttede hjemmefra. Han mente som ung mand, at han skulle være landmand, men hans tid som rekrut ved garderhusarregimentet ved hesteeskadronen ændrede hans livs retning og mening.
Han blev efter sin rekruttid anbefalet af sine overordnede til at fortsætte den beredne militære karriere og startede derfor på Grønnegades kasserne som korporalelev i den beredne afdeling. Her blev han befalingsmand og var ni måneder ved hesteeskadronens 1.deling. Det var en tid, der bød på rigtig god rideundervisning på velredne heste hver eneste dag, og som han mindedes med glæde.
På anbefaling blev han herefter ansat i den professionelle afdeling i remontestalden, hvor han var i tre år. Her var der fokus på uddannelse af hestene, og han roste altid den gode undervisning, han modtog i den tid. Efter afsluttet militær berideruddannelse blev han ansat som privat berider og red jagtheste for Steff (før fusion af Steff-Houlberg).
Han var ansat ved Avedøre Rideskole en kort periode, inden han i marts 1964 med økonomisk og arbejdsmæssig opbakning fra ryttere startede sin egen rideskole, Brøndbyernes Rideskole på Mæglergården i Brøndby. Nyopstartet med 150 indskrevne elever og med rytternes hjælp byggede han selv rideskolen ved håndkraft. Alle hjalp til, der var altid åbent og de havde det som én stor familie. Senere overtog han også Pilegården i Brøndby og drev rideskole, havde privat opstaldning og undervisning begge steder.
Da betonbyggeriet i Brøndby i starten af 1970’erne startede, skulle Mæglergården rives ned og Johan flyttede Brøndbyernes Rideskole til Lagesminde Alle. Igen hjalp alle ryttere med til at få det gartneri, der før havde ligget på adressen, revet ned og få bygget stald, sadelrum, baner og alt, hvad der hører sig til på en rideskole.
I årene på Brøndbyernes Rideskole havde Johan Jacobsen meget succes med undervisning af handikapryttere og hans ryttere Hans Lykkesborg Nielsen, Torben A. Hansen og Lise Lawaetz sikrede sig medaljer ved DM, NM, VM og OL for pararyttere. De blev fejret af Brøndbys kommunes daværende borgmester Kjeld Rasmussen i kommunens festsal.
I årene med Brøndbyernes Rideskole blev Johan ligeledes anvendt som dressurdommer af mange af områdets rideskoler, hvor mange af hans ryttere ligeledes startede stævner. Der blev afholdt ridestævner, redet kvadrille, holdt rytterfester og alt, hvad der hører sig til i en god, velfungerende rideskole. Johan eller ”Hr. Jacobsen” personificerede stedet, og ingen var i tvivl om, hvem der bestemte. Alle høj som lav, ung som gammel, lærte vigtigheden af respekt for hinanden, for hestene og for sig selv.
Brøndbyernes Rideskole blev drevet privat indtil den 1. januar 1986, hvorefter rideskolen blev solgt til kommunen; klubben overtog administrationen, og Johan Jacobsen blev ansat som berider. Johan fortsatte som berider ved Brøndby Rideklub indtil 2002. I alt var han berider i Brøndby i 38 gode år.
Fra 1986 begyndte Johan at undervise privat mange steder omkring på Sjælland hver dag, og utrolig mange ryttere og heste har haft glæde af hans ekspertise gennem årene. Hans stemme vil lyde i rytternes tanker, hver gang de rider, og hver gang de underviser. Han var en underviser, der aldrig stod stille på midten af banen, hans kropssprog og ”tk tk tk tk-lyde" guidede, sammen med hans anvisninger og forklaringer rytterne til forståelse og fornemmelse. Han hjalp dem med at købe hest, tog med ud til stævner og tog ud og så de store dressurkonkurrencer sammen med dem. Han fortsatte med at undervise næsten alle ugens dage helt indtil tirsdagen, inden han blev indlagt 88 år gammel, og han elskede det. Men Johan var mere end bare rideunderviser for de fleste. Han var en mentor, en livsrådgiver og en ven.
Det blev helt tydeligt for ham, da han i 2024 blev indlagt med terminal lungekræft. Ryttere fra nær og fjern kom og besøgte ham og hyggede om ham. De ryttere, han fortsat underviste, kom med videooptagelser, så han fra sygesengen kunne se deres fremskridt. Han elskede alle besøg og var uendeligt taknemmelig for, at alle kom og delte gamle historier om oplevelse med ridning og heste med ham i hans sidste tid. Han var slet ikke klar til at forlade denne verden. Der var lige en hest, han gerne ville se udvikle sig, og en rytter, der lige skulle nå at lære en ny øvelse. Der er mange, der kommer til at savne ham og mangle ham både i rideverdenen, i vennekredsen og i familien.
Johan Jacobsen blev begravet torsdag den 8. august i Skibby Kirke med deltagelse af rytterelever, venner og familie.
Æret være Johan Jacobsens minde.