Grethe Næsby
Der var på Skive travbane hele 2 uheld mandag aften, hvoraf det alvorligste implicerede travkusk Poul Erik Sørensen og hesten Luka Torsø, som løb løbsk lige inden, aftenens syvende løb skulle starte. Kusken røg af sulkyen og slugte sin egen tunge, og han var derved ved at blive kvalt. Heldigvis var sygeplejerske Lone Johansen blandt publikum, og hendes hurtige indgriben betød, at uheldet ikke endte tragisk. Efterfølgende blev Poul Erik Sørensen afhentet af en ambulance og kørt til Regionshospital Viborg. Her blev kusken indlagt til observation natten over, idet han samtidig var plaget af smerter i ryggen. De foreløbige undersøgelser viser dog, at intet er brækket. Det andet uheld samme aften implicerede amatørkusk John E. Andersen og hesten Olivia M C, som løb løbsk, hvorved kusken blev smidt af sulkyen. Han slap dog uden alvorlige skader. Kilde: Skive Folkeblad