Charlotte Kusk Berwald
Lige nu er det mest vreden, der fylder hjemme hos Jacob og Jane. Vreden over at den mand, der valgte at forsøge at køre flere af demonstranterne ned, fortsat har kørekort og bil. Både Jane og Jacob kan mærke hvordan tilliden til myndighederne efterhånden hænger i en særdeles tynd tråd.
Elsker at køre med hestene
I mange år har Jacob og Jane haft stor fornøjelse af deres egne heste. Først var det nordsvenske brugsheste, men eftersom det var svært at finde andre at ride sammen med, blev de store arbejdsheste skiftet ud med shetlandsponyer og en vogn. I dag har parret en enkelt hest, en af dem er en islandsk hest som mest bruges til kørsel og tømmerkørsel.
– Dog mest tømmerkørsel. Gossi vil meget hellere bruge sine muskler end trække en vogn, fortæller Jacob, der, trods ulykken, har godt efter omstændighederne. Det gode humør fejler i hvert fald ikke noget og han laver flittigt lidt sjov med situationen. Mest af alt fordi latter er godt og gør tilværelsen lidt nemmere for en stund.
Der er så meget, der ikke giver mening
Både Jacob og Jane er landbrugsuddannede og Jacob passer grise.
– Der er så meget, der ikke giver mening. Især ikke i år. Med al den jord forstår jeg ikke, at han ikke har været i stand til selv at dyrke foder til sine heste. Vi bor tæt på en af stutteriets marker og hver eneste forår har vi set tynde, afmagrede heste blive lukket på fold, for så at se dem tage på i løbet af sommeren, efterhånden som der virkelig kom noget krudt i græsset, sidst på sommeren plejede de at se nogenlunde pæne ud, fortæller Jane.
– I år har det været noget anderledes. Der har slet ikke været lukket så mange heste på græs som ellers, sikkert fordi der var det store fokus på stedet, fortæller Jacob.
– Da vi købte huset, spurgte jeg ejendomsmægleren om det var John Byrialsens heste vi kunne se, men det sagde han at det var det bestemt ikke. Og da sagen her så begyndte at køre, blev jeg fyr og flamme. Endelig kom der en mulighed for at gøre noget for at hjælpe hestene, fortæller Jane.
Det gav sikkerhed at være en del af en gruppe
Det var Jane, der i første omgang engagerede sig. Jacob har job på en af de nærliggende gårde og i første omgang ikke være en del af det. Da han efter en demonstration hjalp med at lede efter et tabt høreapparat, mødte både han og Jane nogle af de grupper, der de seneste måneder har kørt i fast rutefart i området og overvåget stutteriet. Så blev de en del af grupperne, men det var ikke helt uden betænkeligheder.
– Vi bor jo i nærområdet, så vi kunne jo ikke vide om vores naboer samarbejdede med ham, eller blot sympatiserede med ham. På den måde er det lidt lettere for folk, der bor langt væk. Her er vi jo aldrig mere end få minutter fra stutteriet, og det er derfor en noget anden situation for os, fortæller Jane.
For tiden får hestevognen også lov at blive holdende i stalden, for ægteparret frygter at blive kørt af vejen, hvis de møder en fra stutteriet.
– De ansatte tog hele tiden billeder af vores nummerplads og os, så de ved præcis hvem der har været der. Vi har parkeret vores bil inde på gårdspladsen, så den ikke er så synlig, men alle kender jo alle her, så alle ved også hvor vi bor, fortæller Jane, der hurtigt blev meget glad for sin gruppe.
– Det var rart at have nogen at rapportere til, så man ikke bare kørte rundt på må og få. Vi har primært holdt øje med hvor flokkene var og hvor der blev hentet foder og hvor meget. Det var også en alarmknap, man hurtigt kunne trykke på hvis der skete et eller andet og man fik brug for hjælp, fortæller Jane.
Og det var netop alarmknappen, der blev trykket på 13. oktober da Jacob blev kørt over. Sammen med nogle andre medlemmer af gruppen, holdte han på en nærliggende rasteplads da der blev slået alarm om, at der var tumult ved stutteriet og at der var brug for hjælp.
– Vi kom så hurtigt vi kunne, vi var ellers på vej hjem. Hvis vi var kørt hjem fem minutter før, så var vi først kommet bagefter, men det er svært at tænke sådan nu. Ole var på vej ind i bilen, men så sprang han meget hurtigt ind i den, og kørte ind i folk. Jeg prøvede at standse ham, da han bakkede voldsomt bagud og ikke standsede før jeg lå under dækket og var blevet påkørt, fortæller Jacob, der lige nu sagtens kan sove om natten, men selvfølgelig er opmærksom på om der kommer eftervirkninger.
Jane, der selv lider af PTSD efter en alvorlig trafikulykke, frygter det værste og krydser fingre for, at hendes mand slipper med andet end fysiske mén.
Fremtiden
Hvornår Jacob er tilbage på arbejde igen, kan han kun gisne om.
– Det bliver først når jeg kan løfte en gris igen. På en gård er der jo ikke rigtigt noget, der hedder stillesiddende arbejde, fortæller Jacob.
– Det hele skal nok blive godt igen. Lige nu er folk så vanvittigt søde og passer godt på os. Vi snakker om alt fra madlavning, til at passe dyrene og generelt bare gjort deres for at passe på. Folk er benhårde, det er nogle sejlivede typer, vi har mødt. Vi føler vi har fået en ny, udvidet familie. Jeg håber bare de vil huske på, at selv de mest sejlivede kan få brug for hjælp, så det er godt alle kan få gratis krisehjælp gennem deres indboforsikring. Selvom man er en hård nyser, skal man passe på sig selv, fortæller Jane.
– Ja. Og der er ingen tvivl om, at det har været kærligheden til hestene, der har drevet værket. Ingen har fået den vanvittige ide at lukke hestene ud af indhegningerne. Det kunne have forværret situationen for hestene, hvis de var løbet ud på hovedvejen eller havde forædt sig i en eller anden afgrøde, slutter Jacob.
