Hestens Værn har mistet tilliden til politiet

11-08-2023 10:49

I en dugfrisk pressemeddelelse skriver Hestens Værn, at de i forbindelse med sagen om Viegård Stutteri og John Byrialsen har mistet tilliden til politiet og forklarer tydeligt hvorfor

Copyright Ridehesten.com
På Vievej ved Skals har der efterhånden været en del demonstrationer. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

– Dette er et skriv lidt ud over det sædvanlige fra vores side af. Normalt deler vi nemlig ikke information, om de sager vi behandler og anmelder med offentligheden. Det er vigtigt for os, at sager behandles fortroligt. Men i lyset af den udmelding Midt- og Vestjyllands politi kom med onsdag, ser vi os nødsaget til at tage bladet fra munden, indleder Hestens Værn deres pressemeddelelse.

Herefter følger en grundig forklaring af, hvornår Hestens Værn har anmeldt John Byrialsen og Viegård Stutteri til Center for Særlov ved politiet, og hvad denne anmeldelse indeholdt: Liste over adresser med heste samt problemstillinger man har mistanke om på stederne og ikke mindst en opfordring til at lave en grundig gennemgang med Fødevarestyrelsen. Hestens Værn gør desuden klart, at man har kendskab til, at hestene bliver flyttet rundt mellem steder.

Hestens Værn er ikke af det indtryk, at alle ejendommene er blevet undersøgt med assistance fra Fødevarestyrelsens dyrlæger mellem den 30. juni, hvor de anmelder, og den 4. juli, hvor Midt- og Vestjylland Politi melder ud, at man har besluttet at standse efterforskningen om overtrædelse af dyrevelfærdsloven, men dog fortsat vil have fokus på stedet.

Herefter begynder flere og flere borgere at involvere sig i sagen, og sagen får også større mediebevågenhed, hvilket Hestens Værn synes er positivt. De går også selv i gang med at oprette et borgerforslag om ændring af loven.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Den 13. juli sender politiet en pressemeddelelse ud, hvori de skriver, at de ved kontrolbesøg på seks ejendomme har fundet 35 forhold herunder bl.a. overtrædelser af dyrevelfærdsloven, hvilket resulterer i fire sigtelser, men det understreges, at sigtelserne ikke har karakter af vanrøgt eller mishandling.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Vi er fulde af forundring. Først og fremmest over, at en anmeldelse af et hestehold som dette, der adskillige gange er blevet anmeldt til politiet, ikke giver anledning til nærmere efterforskning, når vi melder det. Vi er desværre af den overbevisning at omtalte forhold også har været gældende den 4. Juli, hvor vi modtager information om, at efterforskningen standses, skriver Hestens Værn i deres pressemeddelelse.

De er desværre af den opfattelse, at hvis ikke borgere og medier havde engageret sig så meget i denne sag, så var der ikke blevet gjort mere fra politiets side. Særligt hæfter de sig ved, at det af politiets pressemeddelelse fra i onsdags fremgår, at stutteriet er blevet pålagt at behandle heste, der er for tynde, men samtidig understreges det, at der ikke er tale om vanrøgt. Altså er der måske behov for en klar definition af vanrøgt.

– Mange vil nok undre sig over, at vi først melder dette ud nu. Men som dyrevelfærdsorganisation er det nødvendigt for vores arbejde, at vi giver politiet ro til at udføre deres arbejde, ligesom det også er nødvendigt, at vi har et fornuftigt samarbejde og ikke mindst tillid til de myndigheder, som vi arbejder sammen med. Den tillid har vi mistet, efter vi læste pressemeddelelsen fra Midt og Vestjyllands politi, skriver Hestens Værn.

I går, torsdag, har Hestens Værn forgæves prøvet at få fat på en medarbejder ved politiet, som kunne give svar på, om politiet rent faktisk har gennemgået ejendommene grundigt sammen med dyrlæger fra Fødevarestyrelsen, før de den 4. juli meldte ud, at de stoppede efterforskningen. Det lykkedes desværre ikke Hestens Værn at komme i kontakt med en medarbejder, der kunne udtale sig om dette.

De opfordrer derfor nu på det kraftigste til, at alle støtter deres borgerforslag, så politiet i fremtiden kan få bedre lovrammer at arbejde indenfor, og alle dyr – ikke bare heste – kan få hurtigere hjælp i sådanne situationer.

Kilde: Hestens Værn

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen