Træningssamling uden hest

13-01-2013 11:45

Britt Carlsen

25 pony-, junior- og ungryttere er i denne weekend samlet på ECCO Center i Tønder - de unge dressurryttere har været gennem et lærerigt og aktivt program og alle har deltaget med stort engagement

Det er i år syvende år, at Toosbuy Fonden støtter op om en træningssamling for de unge dressurryttere. I år er det 25 unge ryttere, som har været samlet i to dage til træningssamling uden egen hest/pony. Samlingen startede lørdag hos familien Kasprzak i Haderslev, hvor OL-rytter Anna Kasprzaks smukke ridecenter dannede rammen om praktisk dressurbedømmelse. Dressurdommer Susanne Baarup gav indledningsvis rytterne et indblik i dressurbedømmelse, og derefter blev rytterne opdelt i grupper, for så at bedømme tre forskellige ekvipager. Det var en spændende, men også vanskelig opgave, gav flere ryttere udtryk for. Herefter red Anna Kasprzak Darlings Dream, mens hun forklarede, hvordan hun griber træningen af sine heste an i det daglige. Mette, der er ansat hos Anna, gav en demonstration af, hvordan man arbejde med hestene fra jorden i lange liner. Herefter gik turen til ECCO Centeret i Tønder, med fælles aftensmad efterfulgt af en samling, hvor Anna fortalte om sine oplevelser ved OL, og så vi vi genset Annas regnvejrsridt på Donnperignon i Grand Prix klassen i London. Fysisk og mentalt overskud Søndag morgen blev indledt med morgenmad kl. 7 - rytterne blev opdelt i en "pony-gruppe" og en "heste-gruppe" og herefter blev rytterne i de to grupper bombarderet med nyttig information til at få det mentale og fysiske overskud til at klare hverdagen, træningen og konkurrencerne. Sportspsykolog Louise Sonne Schellerup talte mentalt overskud, overskud i hverdagen, præstation og tryghed i træning og konkurrence med rytterne, der bød aktivt ind med spørgsmål og svar i et godt ping pong med Louise. Rytternes fysisk satte fysioterapeut Gitte Andersen fokus på, og det var tankevækkende at opleve, hvor få af rytterne, der rent faktisk bevægede sig smidigt, taktfast og ens, når de gik rundt i lokalet. Gitte påpegede skævheder mv. og rytterne kunne bekræfte, at de skævheder og problemer som fysioterapeuten observerede, mens rytterne gik, gav dem problemer, når de red. Hun gav rytterne gode øvelser til at styrke deres krops kerne, hvilket er meget væsentligt for et godt resultat, når rytterne kommer i sadlen, Søndagen sluttede med et indlæg fra rideforbundets generalsekretær Jens-Erik Majlund.

Læs meget mere om træningssamlingen i magasinet Ridehestens februarnummer.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner