Marie Helene Rigård Rohleder
Sophie Amalie Dam Holm har givet sine heste deres naturlige frihed tilbage. En 40 hektar stor indhegning i det naturskønne Hedeland ved Roskilde er deres hjem. Ridehus og løsdrift er skiftet ud med vandhul, skov, og knæhøjt græs så langt øjet rækker.
Jeg parkerer den sommervarme bil på en øde grusplads i udkanten af Hedeland. “Gå igennem den hvide låge, følg stien og så mødes vi ved søen” står der på sms’en. Normalt er det stalden og ridehuset, som hestepigerne viser mig hen til, mens de ligger dressursadlen på varmblodshesten.
Men ikke Sophie. Den sommerbrune kvinde på 20 år står sammen med en PRE hest og en Highland pony, klar til at give mig et indblik i hendes anderledes hesteverden.
For hvis du er blandt de over 80.000 personer fra ind- og udland, som følger Sophies Horsetales på Instagram, så ved du godt, at Sophie ikke er helt som alle de andre.
Meget mere heste
“Jeg giver mine heste deres frihed og naturlige hesteliv tilbage. Her får de plads til at vandre og selv finde foder, vand og læ. Mine heste er kommet i balance med sig selv. De er blevet modige og selvstændige. De er blevet meget mere heste,” siger Sophie Amalie Dam Holm.
De to vallakker Alvarro og Torrin har boet i den kæmpe indhegning i over en måned nu. Der er også kvæg, og snart slutter der sig et par hopper med føl til. Men den første måned har de to vallakker boet på Hedeland alene.
Sophie har besøgt dem 2-3 gange om dagen. I starten for at sikre, at de fandt til vandhullet og i det hele taget for at guide dem rundt på folden. Men i dag klarer hendes drenge det hele selv.
“Jeg skal ikke have dårlig samvittighed over at mine heste ikke får opfyldt deres behov, eller at de keder sig, for de kan gøre lige, hvad de har lyst til herude. Jeg har sat alt træning i bero for at fuldende den her oplevelse. Nu er jeg bare sammen med dem i det her,” siger Sophie.
Hestene vælger selv
Den hvide Highland pony, Torrin, på 5 år plasker godt til i vandhullet. Og jeg må hastigt flytte kameratasken, så den ikke lider samme skæbne som de grønne siv i vandkanten. Sophie smider skoene og går også hen til den mudrede vandkant.
Selvom hun besøger hestene 2-3 gange om dagen, så er der ikke nogen stram træningsplan hun følger. Ofte ligger hun bare i græsset, læser en bog og slapper af med hestene. Eller også går hun en tur rundt i terrænet.
Nogle gange følger drengene med, og andre gange går hun selv. Det er op til hestene, hvad de vælger.
“Jeg har ikke mistet interessen for at træne dem. Men det virker bare ikke så betydningsfuldt mere. Der er en helt anden form for nærvær og tilstedeværelse herude. Hvis jeg kan mærke, at de ikke vil med ud at gå tur, så tager jeg dem ikke med. Ved at lytte til mine heste og acceptere deres valg, så giver jeg dem deres autoritet tilbage, fordi de selv får lov til at vælge,” siger Sophie.
Det er altafgørende for Sophie, at hendes heste vil samværet med hende, og at de vil træningen. Det lille ord “lyst” er tandhjulet bag Sophies hesteverden.
Dyrk det naturlige
Da jeg skal tage billeder til artiklen, kommer der en rytter forbi på en af Hedelands rideruter. Og de to vallakker følger nysgerrigt efter. Sophie lader dem gå uden tøven.
Hun gider heller ikke opstillede billeder, hvor hestens ører skal pege fremad, og Sophie skal smile sødt ind i kameraet. Nej, jeg skal tage billeder af virkeligheden. Og hvad er mere virkeligt end en hest, der græsser?
“Naturen er en del af friheden. Det er sjældent, at jeg har oplevet at være sammen med heste i noget som for alvor er naturligt. Vi har det med at indramme situationerne og tilrettelægge virkeligheden, som vi synes er passende. Fremfor bare at være til stede i naturen, som den er,” siger Sophie.
Hvad er formålet med hestene?
Sophie deler ud af sit hesteliv på Instagram, Facebook og på hendes blog. Filosofiske tanker, små idylliske videoklip og hverdagsbilleder bliver flittigt delt under profilen “Sophies Horsetales”.
Hun går sine egne veje. Og når jeg spørger hvorfor, henviser hun til sin intuition. Det som føles rigtigt. Hun taler om tålmodighed, og at give sine heste friheden til at vælge.
Hvis hendes PRE hest, Alvaro, har lyst, så rider hun en tur, udenfor indhegningen. Bidløst og uden sadel. Torrin er med som håndhest. Afsted det går.
Men hvis ikke Alvaro virker glad, når hun putter grimen på, eller hvis den trækker væk fra udstyret. Så lader Sophie den hvide hest være i fred.
Sophie har ikke nogle konkrete mål med sine heste. Hun blev student for to år siden, og lige nu bruger hun det meste af sin ungdom sammen med dem. Hun tager ud og underviser, når efterspørgslen er der. Men ellers forsøger hun at blive klogere.
Klogere på hesten, på naturen og på samværet mellem hest og menneske.
“Jeg er på et eksperimentelt plan. Hvad er formålet med hestene? Hvad ønsker jeg at formidle på de sociale medier om mit samvær med hestene? Lige nu har vi det godt, og det forsøger jeg at nyde. Jeg øver mig hver dag i bare at være tilstede nu og her,” afslutter Sophie.
Artiklen er tidligere udgivet på everhorse.dk, som har samme ejer som ridehesten.com
