Flere danskere starter i Stockholm

28-11-2025 09:43

Annika Knudsen Lorentsen

Sweden International Horse Show, der tidligere har været kendt for deres top-10 konkurrence i dressur, afvikles i år som et almindelige 4-stjernet stævne uden top-10 konkurrencen, og her kommer der to danskere til start. Der er desuden en dansker til start i militarykonkurrencen

Copyright Ridehesten.com
Sara Aagaard Hyrm med Atterupgaards Cooper ved World Cup Herning 2025. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I går begyndte det internationale stævne Sweden International Horse Show 2025, men først i morgen kommer der danskere til start. Stævnet er et traditionsrigt stævne, og i mange år har det været kendt for at danne rammen omkring det der i første omgang ved Saab Top-10 og siden skiftede navn til Lövsta Top-10. Den prestigefyldte konkurrence i dressur, bliver dog ikke en realitet i Sverige i år, men er i stedet erstattet af en top-12 konkurrence i tyske Frankfurt, der finder sted i december. 

Stævnet i Sverige byder dog stadig på masser af topsport, men for dressurrytternes vedkommende er det i stedet et almindeligt 4-stjernet stævne. Her er der 10 ekvipager på startlisten, og to af dem er danske. 

Det drejer sig om Rikke Dupont med Grand Galiano e. Grand Galaxy Win/Blue Hors Don Schufro (opdr. Lotte og Gert Buchhave). Denne ekvipage har haft et succesfuldt 2025, hvor de blandt andet repræsenterede Danmark ved EM i Crozet. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Den anden danske ekvipage i dressurkonkurrencerne er Sara Aagaard Hyrm med Atterupgaards Cooper e. Charmeur/I.P.S. Gribaldi (opdr. Atterupgaard). Stævnet i Sverige er ekvipagens første på 4-stjernet niveau, men det er dog en erfaren ekvipage, da de sammen har haft stor succes i først ungrytterkonkurrencer og siden på U25-niveau, hvor de blandt andet deltog ved EM tidligere i år, og vandt flere medaljer, herunder sølv i kür.

Ved stævnet kommer der også en dansk militaryrytter til start. Det drejer sig om Tobias Jørgensen, der skal deltage i den internationale indendørs militarykonkurrence, som altid er vældig populær ved det svenske stævne. 

Følg stævnets start- og resultatlister her. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner