Top-10 erstattes af Top-12

10-10-2025 14:53

Efter at Top-10-finalen i Stockholm blev aflyst, får dressurens stjerner nu en ny arena. I 2025 flytter den prestigefyldte finale til Frankfurt og udvides til et Top-12-show med større felt og højere præmiesum

Copyright Ridehesten.com
Det populære Lövsta Top-10 bliver desværre ikke i år, men nu er der håb for dressurentusiasterne. Her Cathrine Laudrup-Dufour fra 2024. Foto: Roland Thunholm/ SIHS

I slutningen af september blev det meldt ud, at den traditionsrige Top-10-konkurrence i Stockholm ikke vender tilbage i 2025, men nu er der alligevel godt nyt til alle dressurentusiaster. Konceptet får nemlig nyt liv - denne gang i Frankfurt. Her vil den internationale dressurelite mødes til Top-12 Dressage Final, som finder sted i den ikoniske Frankfurter Festhalle under den populære Frankfurter Festhallen Reitturnier

Det nye topstævne bliver arrangeret på initiativ af International Dressage Riders Club med Isabell Werth som præsident, og i samarbejde med Schafhof Connects, ledet af Matthias Alexander Rath. Konkurrencen bliver støttet af Circle of Excellence, som er en sammenslutning er 11 dressurinteresserede sponsorer - herunder Bankhaus Metzler, Paul Schockemöhle og Madeleine Winter-Schulze. 

Denne finale med de aktuelt bedste ekvipager i verden er en fantastisk mulighed for at vise vores sport på højeste niveau og med garanteret spænding, fortæller Isabell Werth til det tyske medie Dressursport - Werth, der selv vandt finalen i både 2017 og 2018. 

Copyright Ridehesten.com
Det nye Top-12-format afholdes i den ikoniske Frankfurter Festhalle. Foto: Frankfurter Festhallen Reitturnier

Nyt navn - samme format
Konceptet byggere videre på det tidligere Top-10-format, som er en konkurrence på 5-stjernet niveau, der i princippet inviterede de 10 bedst rangerede ryttere fra verdensranglisten til Stockholm. I praksis var tilmeldingsfetet baseret på invitation og omfattede ryttere, ofte klienter, venner, studerende og forbindelser, der var rangeret selv uden for FEIs top-100. 

I år bliver det således, at 12 af verdens bedste ryttere inviteres, og så er der 300.000 euro på spil i samlet præmiesum, hvilket er 50.000 euro mere end tidligere. Finalen bliver en del af det traditionsrige Frankfurter Festhallen Reitturnier, der i forvejen huser finalerne i Nürnberger Burg-Pokal og Louisdor-Preis. Fredag den 19. december 2025 ride Grand Prix-klassen, mens freestyle-finalen afvikles søndag den 21. december

Siden 2017 har Top-10-finalen samlet verdens bedste dressurryttere i Stockholm. Først gik det under navnet Saab Top-10 og siden Lövsta Top-10, men manglende sponsoropbakning betød, at Sweden International Horse Show i 2025 måtte nedgraderes til et 4-stjernet stævne uden Top-10-konkurrencen. Nu ser det dog ud til, at konceptet overlever og vender stærkere tilbage end nogensinde. 

Fakta
Vinderne af Top-10 de seneste år
  • 2024: Cathrine Laudrup-Dufour med Mount St John Freestyle
  • 2023: Jessica von Bredow-Werndl med TSF Dalera BB
  • 2022: Jessica von Bredow-Werndl med TSF Dalera BB
  • 2021: Jessica von Bredow-Werndl med TSF Dalera BB
  • 2020: Aflyst på grund af Covid-19
  • 2019: Cathrine Laudrup-Dufour med Atterupgaards Cassidy
  • 2018: Isabell Werth med Weihegold
  • 2017: Isabell Werth med Emilio
Fold up
Copyright Ridehesten.com
Det er blandt andet Isabell Werth, der er en del af det nye tiltag. Foto: Roland Thunholm/SIHS

Læs mere om Top-12 og det ikoniske stævne her. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen