Thomas Bach Jensen
World Cup dressuren i Olympia i London får deltagelse af danske Anne van Olst og hendes dansk varmblodshest Clearwater. Resten af feltet på i alt 14 ekvipager består af blandt andet amerikanske Catherine Haddad og dansk varmblodsheste Cadillac samt seks engelske ekvipager, heriblandt Laura Bechtolsheimer, der dog ikke skal ride sin danske EM-bronzehest, Mistral Højris, men i stedet halvblodshesten Andretti H. Feltet tæller også tre hollandske ekvipager og udover Christa Laarakkers og Ovation, der fornyligt gjorde det godt i Globen i Stockholm, byder Olympias dressurbane på verdens to førende dressurekvipager: Edward Gal med Moorlands Totilas og Adelinde Cornelissen med Parzival, der forventes at udspille en topkamp med afstand til resten af feltet. World Cupen i Olympia byder på andet end dressur. Faktisk er der intet mindre end 39 ryttere og 122 heste fra 17 forskellige nationer tilmeldt World Cup springningen. Fra Danmark deltager Thomas Velin og den franske hingst Godsend du Reverdy i et felt, der prydes af stærke ryttere som Jos Lansing, Eric van der Vleuten, Daniel Deusser, Albert Zoer, Christina Liebherr og intet mindre end tre stærke repræsentanter af den engelske Whitaker-familie.