Thomas Bach Jensen
Efter en meget svær, dansk start i Lövsta Top 10 Dressage i går, hvor de danske ekvipager Daniel Bachmann Andersen/Marshall-Bell og Nanna Skodborg Merrald/Blue Hors Znickers henholdsvis opgav og blev diskvalificeret i den indledende CDI5* Grand Prix, var Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle ene om at forsvare de danske farver. Det gjorde de heldigvis til fulde og distancerede verdens nummer 1, tyske Isabell Werth og DV-hoppen Wendy de Fontaine, med mere end 2½ %, forviste dem til andenpladsen og tog dermed suverænt sejren.
Der har været lagt i kakkelovnen til en meget stærk konkurrence i toppen i CDI5* Grand Prix Kür i Lövsta Top 10 Dressage i dag, og det har igen været med spænding til det sidste.
Cathrine Laudrup-Dufour og hannoveranerhoppen Mount St John Freestyle var som bekendt med til at vinde dansk holdsølv ved OL i Paris, hvor ekvipagen også var individuelt bedste i Grand Prix Special, og de ligger pt. nr. 2 på verdensranglisten.
Den 15-årige Mount St John Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall så glad og afspændt ud, da hun og Cathrine i formiddag indtog banen i den smukke svenske julekulisse ved Sweden International Horse Show. Så let og elegant kan det gøres. Cathrine og Freestyle leverede et tryllebindende ridt og skabte sammen magi i arenaen.
Cathrine er kendt for sin imponerende præcision i øvelser og overgange, og Freestyle var 100% med hende. Det er virkelig noget, der tæller på pointkontoen. Freestyles afspændthed var bemærkelsesværdig hele vejen igennem programmet og var uden tvivl medvirkende til nogle af de i alt 13 titaller for harmoni mellem hest og rytter, koreografi, sværhedsgrad samt musik og fortolkning af musikken. Der indløb også karakterer som 9,5 og 9 for de øvelser, som tæller dobbelt – galoppirouetterne, passage og piaffe.
Når alting går op i en højere enhed, er det intet mindre end formidabelt – som Stromae synger i ekvipagens kürmusik. Dommerne – heriblandt danske Susanne Baarup Christensen – belønnede ridtet med en teknisk karakter på 84,150% og en kunstneristisk karakter på 97,280%. I alt 90,715%.
Der hersker ingen tvivl om, at nogle af verdens allerbedste dressurhoppe i 2024 er hopper, og to af de allerbedste er netop Cathrine Laudrup-Dufours tyskfødte Mount St John Freestyle og tyske Isabell Werths danskfødte Wendy de Fontaine.
Netop Isabell Werth og den blot 10-årige danske guldmedaljehoppe Wendy de Fontaine.e. Sezuan/ Blue Hors Soprano (opdr. Kurt Gosmer), som vandt OL-holdguld og individuelt sølv i Paris, ligger nr. 1 på verdensranglisten. De havde start direkte efter den danske ekvipage.
"Dressurens dronning", som den svenske speaker sagde, red efter hvert lille point, og der er ingen tvivl om, at Wendy de Fontaine er en absolut verdenshest, men hun er også ung endnu, og selvom parret leverede et fremragende ridt, var der enkelte steder, hvor Wendy fandt det lidt svært, hvilket bl.a. resulterede i et voldsomt galopanspring.
Parret leverede et klasseridt og sluttede af med en piaffe-pirouette i absolut verdensklasse, og det er tydeligt at se i ansigtet af den 55-årige rytter slet ikke er færdig på toppen af international dressur. Med en teknisk score på 81,650% og kunstnerisk score på 96,480% sluttede de på en fornem andenplads med 89,065%.
Tredje- og fjerdepladsen gik igen i dag til hollandske Dinja van Liere med KWPB-hingsten Hermes N.O.P e. Easy Game/ Flemmingh (84,805%) og svenske Patrik Kittel med hannoveranerhoppen Forever Young FRH e.
Fuerst Fugger/ Don Bosco (82,060%).
Cathrine Laudrup-Dufour, som vandt Saab Top-10 Dressage i 2019, vandt således igen fem år senere, og denne gang med navnet Lövsta Top-10 Dressage. Cathrine og Freestyle vandt i dag 816.000 svenske kroner svarende til godt og vel en halv million danske kroner.
Stævnets start- og resultatlister.