To nye topheste til Anna Kasprzak

18-05-2019 17:36

Anna Kasprzak har erhvervet to sorte hingste fra Helgstrand Dressage, og de to topheste er netop ankommet hos Kasprzak Dressage i Haderslev

Copyright Ridehesten.com
Devonport og Severo Jurado Lopez.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det drejer sig om den 6-årige kårede hingst Devonport e. Dancier/ Ravallo, som sidste år startede UVM under tysk flag, og som derefter har været redet af Severo Jurado, mens den har været ejet af Stutteri EVO og Helgstrand Dressage. Hingsten, der allerede har et langt CV med flotte resultater fra bl.a. UVM i Ermelo og de tyske unghestechampionater, har hidtil stået til rådighed for avlere med kølesæd, men da Anna udelukkende satser på at bruge Devonport som sportshest, vil han for fremtiden kun være tilgængelig med frostsæd hos Helgstrand Dressage.

– Han er sindssygt lærenem og viser en enorm arbejdsvilje, så kunsten bliver også at holde lidt igen og huske, at han ikke er så gammel endnu. Men han er en hest, der ikke siger nej og gerne vil prøve det hele, og så er han super smuk og meget sød, fortæller Anna

Hun har ydermere købt den 9-årige hingst Addict De Massa e. San Amour/ Maestro, som Andreas Helgstrand selv som har redet, siden han blev købt til Danmark i 2018. Det har været Andreas’ plan selv at beholde Addict og have ham som sin fremtidige tophest, men der har været så stor interesse for den specielle hingst fra flere internationale købere, og heldigvis er han forblevet på danske hænder.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Han er også en hest med stor arbejdsvilje, og i første omgang skal vi lige lære hinanden at kende og han skal have mere styrke, men han har nemt ved stort set alt. Han er en virkelig spændende hest, som jeg glæder mig til at komme i gang med at ride, fortæller Anna.

Vi ønsker team Kasprzak Dressage held og lykke med de spændende heste.

Læs nyheden hos Kasprzak Dressage.

Læs nyheden hos Helgstrand Dressage.

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand og Addict de Massa.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner