Thomas Bach Jensen
Kasprzak Dressage erhvervede i foråret hingsten Addict de Massa fra Helgstrand Dressage som en kommende Grand Prix-hest for Anna Kasprzak, der deltog med hingsten ved Nordisk Mesterskab på Vilhelmsborg i juni. Her opførte han sig noget hingstet, og det blev besluttet, at kastration var den bedste løsning.
Kastrationen i juli måned medførte desværre betændelse, og der skulle i september endnu en operation til, for hesten er på toppen igen og har fået grønt lys fra dyrlægerne til at starte genoptræningen i løbet af oktober måned.
– Det var virkelig synd for Addict, at han måtte opereres igen, for han har haft rigtig ondt. Men nu har han været i gang igen i et par uger, og vi har fået undervisning af Andreas Helgstrand, og Addict føles rigtig fin, fortæller Anna Kasprzak på sin hjemmeside. – Man kan godt mærke, at han har haft nogle spændinger i kroppen efter at have stået stille, men dem får vi stille og roligt løsnet op for med god hjælp fra både massør, osteopat og kiropraktor, tilføjer hun.
Hun håber nu, at kastrationen har gjort ham mere rolig i stævnesammenhæng, og hun har valgt Blue Hors Dressurfestival i november til at finde ud af, hvordan den kommende tid skal se ud for Addict i forhold til konkurrencer.
– Jeg håber, kastrationen hjælper på koncentrationen. Han viser i hvert fald masser af vilje og er virkelig sjov at arbejde med. Måske skal vi ride flere internationale stævner, eller måske har han brug for, at vi sætter barren lidt lavere, så han stille og roligt kan vænne sig til at være afsted til stævner, udtaler hun på hjemmesiden Kasprzak Dressage.
Ved Blue Hors Dressurfestival den 8.-10. november skal hun og Addict de Massa skal starte CDI3* Grand Prix og Grand Prix Special.