Op og nedture i Hagen (opdateret)

19-07-2020 15:22

Britt Carlsen

Det blev igen til sejr til tyske Jessica von Bredow-Werndl  ved stævnet i Hagen, i dag  i Grand Prix Special. Anna Kasprzak måtte udgå, da Addict de Massa ikke var helt rengående

Copyright Ridehesten.com
Jessica von Bredow-Werndl og TSF Dalera BB. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

CDI-stævnet i Hagen sluttede i dag med Grand Prix Special med 15 startende, heriblandt Anna Kasprzak og Addict de Massa e. San Amour. De kom fint igang med programmet, men efter den første øgning, så Addict ud til at gå lidt uens bag. Det kan dog stamme fra lidt spændinger, og en flot travers fulgte, men i den anden øgning blev det tydeligt, at Addict ikke var helt rengående. Dommer ved C HC Matthiesen måtte derfor ringe Anna ud af konkurrencen.

– Vi er stadig i en testfase, fortæller Anna Kasprzak om Addict, og i fredagens Grand Prix reagerede han på skiftet fra opvarmningen og ind på banen. Derfor prøvede hun i dag at ride fra opvarmningen og over i ridehallen, for at ride der, inden han skulle ind på banen. – Han lavede de fineste øgninger, og han var virkelig god, fortsætter hun. Når Addict bliver spændt, så bliver hans bevægelser lidt voldsomme og hektiske, og Anna mærkede han var spændt inde på banen, da hun lavede den første øgning. Derefter var han lidt ude af balance. – Der var slet ikke noget at rafle om i den anden øgning, jeg var heller ikke selv i tvivl, fortæller Anna. Hun red op på opvarmningen for at ride ham lidt af for lange tøjler, og også der var han lidt uens gående. En undersøgelse af hans ben åbenbarede ingen ømhed eller hævelse. Han skal hjem for at gennemgå en nærmere undersøgelse af dyrlægen. – Jeg håber bare han har ramt sig, siger Anna i lastbilen på vej hjem fra Hagen.

Finsk klasseridning
Det var klasseridning den finske rytter Henri Rouste viste, med den 10-årige vallak Kontestro DB e. Contendro I/Cassini II havde  han hænderne fulde, for hesten går med vældig energi og med stort løft og bæring i trav og galop. En herlig hest med masser af udstråling og en passage, hvor han næsten ramte sin næse. Det må være en fantastisk følelse at side på denne afstamningsmæssige "springhest", men Henri Rouste sad så roligt som muligt, roste og klappede hesten ved enhver lejlighed. Eneste minus i dagens program var skridten, som blev vist kort og spændt med piskende hale. Mon ikke det bliver forbedret, når hesten finder sig bedre tilpas i sin krop i programmet?  De opnåede 74,766% og gik ind på tredjepladsen efter svenske Patrik Kittel/Well Done De La Roche Cmf, der har sin styrke i taktfaste, udtryksfulde piaffe- og passage-øvelser (76,532%) og dagens vinder Jessica von Bredow-Werndl og letfodede TSF Dalera BB der rundede de 80% på trods af fejl i etterchangementerne, men med en sidste midterlinje der udløste tre 10-taller og flere 9-taller. 

Se resultatet HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner