BAG BOKSDØREN hos Pepe

02-08-2015 18:13

Anne-Sofie Schou Munk

Mød hesten bag ekvipagen for dette års danske mestre for seniorer, fortalt af Anna Kasprzak og Pepes faste hestepasser Jane Kallestrup Larsen

Helt sin egen
Familien Kasprzak købte Pepe af Christoph Koschel i 2011. Christoph blev hos Anna og Pepe nogle dage for at give dem en god start. Anna fortæller,
- Pepe søgte Christoph meget de første par dage, og da han tog hjem virkede det som om humøret dalede lidt hos ham. 
Anna har dog senere erfaret at det sikkert ikke var derfor, men i højere grad fordi Pepe elsker at være med i byen, Anna forklarer
- Han elsker at være ude til stævner så vil han gerne nusses med, og er meget opmærksomhedskrævende og der skal være fokus på ham, når han er hjemme er alt hvad han behøver foder, hø og vand. Der passer han sig selv. Han savnede muligvis Christoph lidt, men indså nok også ret hurtigt at han ikke ”var i byen længere”.

Pepes position i stalden
Både Anna og Jane er enige om at Pepe er kongen af stalden. Han kan enes med alle og har ikke brug for nogen. Som Anna siger,
- Han ved at han er kongen, og behøver derfor ikke at gøre noget for at opretholde sin placering. Sådan har det været lige fra dag 1. Da jeg fik ham havde vi stadig Future Cup i stalden. Han kunne fra første færd ikke fordrage Pepe, og han havde ellers altid været sød over for alle heste selvom han var hingst. Future Cup fornemmede måske at Pepe var kommet for at overtage hans plads…..

Hverdagen
Jane har passet Pepe fra hans første dag i stalden, og han er hendes absolutte favorit. De to går tur sammen 3 gange om dagen, og Jane har også ved flere lejligheder redet ham i skoven. Pepe bliver altid redet som den første kl. 7.30. Jane fortæller,
- Om eftermiddagen går vi en ekstra lang tur, hvor han også får lov at græsse. Han er megavild at gå med, han springer rundt som en 2 årig. Jeg kalder det Donnerhall syndromet. Jeg har også passet Don Schufro (de er begge efter Donnerhall), og han er helt lige sådan. 
Den første vinter hos os, trak jeg ham ud af stalden for at vise ham det fine sne der var faldet. Pepes begejstring var stor og resulterede i at han rullede sig på asfalten. Ups! Der skete heldigvis ikke noget, og han rejste sig forsigtigt igen.

Pepes favoritter ifølge Jane:
-Han har en svaghed for vandpytter, først skal han skrabe i dem med hoven, dernæst skal de drikkes af.
- Han elsker at blive gnubbet, og man er aldrig i tvivl hvor- han viser præcis hvorhenne det klør. Og han bliver helt salig hvis man klør hans ører.
- Pepe elsker sit vand. Han har altid to spande med vand i boksen. Der lægger han både sit foder og sit hø op i. Så dykker han efter foderet og høet, og ender som oftest med at være våd i hele hovedet.


En almindelig stævnedag for Pepe
Jane fortæller:
- Når jeg har Pepe med til stævner bekymrer jeg mig aldrig ret meget, fordi han er så ukompliceret. Han laver ikke ballade, eller bliver urolig. Bare han har sit hø og sit vand. Han har dog sine stævnerutiner, som jeg ikke tør lave om på. 
To timer før start så fletter vi. Jeg fletter altid uden grime, og uden at han er bundet op inde i boksen. Når han er færdig får han sit magnetdækken på, og så hviler han sig en times tid. Til sidst strigler jeg. 

Pepe elsker:
Pepe elsker bananer. Hvis du giver ham en banan er du hans ven for livet. Anna giver altid Pepe en banan når hun er færdig med at ride. Han holder øje og venter spændt, lige til hun endelig giver ham den.
Han elsker også når han ved at han har været dygtig, og Anna for at belønne ham stiller sig i let sæde og lader ham galopere for løsere tøjler. Så slår han med forbenene og kan også godt slå et ordentligt bukspring af glæde. 
I videoen lige under ser I Anna og Pepe i netop den situation:
<iframe width="420" height="315" src="https://www.youtube.com/embed/aM8Z2c2l4YY" frameborder="0" allowfullscreen></iframe>

Forberedelse til EM
Pepe har holdt fri efter stævnet i Hagen men er så småt i gang igen. Anna bygger langsomt på formen, og sørger for at holde Pepe glad. Som Anna siger:
- Pepe er efterhånden så rutineret så han bare skal holdes glad og sund. Det er mig der lærer af ham hver dag.

Her en video fra dette års DM

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner