Trine Askjær-Jørgensen
I denne weekend er der fuld gang i Vilhelmsborg, hvor der både er eliteskue med føl og unge hopper, B-stævne i springning og dressur, uofficielt DM for beriderelever, følauktion og meget mere.
Her i eftermiddag har der til dressurstævnet været afholdt Grand Prix, hvor der var syv ekvipager til start i det smukke solskinsvejr.
Vinderen af klassen blev Blue Hors-rytteren, Cristian Tudela Ruiz, på den store røde vallak, Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack/Wolkentanz II (opdr. Bernhard Sieverding), som tilsammen opnåede 73,267%.
På andenpladsen fulgte Anna Kasprzak og Addict de Massa e. San Amour/Maestro (opdr. M. Sylvain Massa) med 72,833% - altså lige i hælene på Cristian med knap 0,5% op til hans førsteplads.
Lige udenfor placering landede Carina Cassøe Krüth og Heiline's Zackton e. Blue Hors Zack/Come Back II (opdr. Stald Heiline) med 70,867%, som sammen vandt Intermediare 2 på Vilhelmsborg i går.
Betina Jæger Jensen, Daniel Bachmann Andersen, Mikaela Fabricius-Bjerre og Lene Wiisbye Hansen var også til start.
Se hele klassens resultatet her.