Thomas Bach Jensen
Startskuddet har lydt ved EM i dressur for ungryttere og U25-ryttere i Pilisjászfalu i Ungarn, hvor både begge kategorier af ryttere har været i ilden i dag i første del af de respektive holdkonkurrencer.
Hos ungrytterne er de danske farver i dag blevet repræsenteret af Anna Have Larsen-Ledet og Andrea Hamann Sand. Individuelt har Anna Have Larsen-Ledet og den 12-årige DV-vallak Finnigan-Vitz e. Franklin/ Olympic Ferro (opdr. Lone Sørensen) lagt sig i spidsen af konkurrencen med 71,088%, mens Andrea Hamann Sand og 10-årige Blue Hors Victor e. Vivaldi/ Stedinger med 68,529% foreløbigt har besat sjettepladsen.
Det danske hold har her i første halvdel af holdkonkurrencen opnået 139,617 procentpoint, hvilket placerer dem på en foreløbig andenplads efter det tyske hold med hollænderne lige i hælene på tredjepladsen. I det officielle foreløbige resultat for holdkonkurrencen ligger Danmark i spidsen, fordi laveste resultat allerede er fratrukket – dog ved ingen før i morgen, hvilken ekvipage får holdets laveste score. I morgen skal de danske ekvipager Michella Skovsager med Zimillione Pt2 og Sophia Obel Boje Jørgensen med Atterupgaards Delahaye kæmpe for holdet.
Mesterskaberne for unge dressurryttere afvikles på tre forskellige destinationer rundt omkring i Europa. Ungrytterne og U25-rytterne skal i aktion i Pilisjászfalu i Ungarn fra den 6.-12. juli, mens juniorrytterne rider om medaljerne i Olomouc i Tjekkiet fra den 13.-19. juli. Ponyrytterne afslutter mesterskabssommeren i Le Mans i Frankrig fra den 27. juli til 2. august.
Hos U25-rytterne går holdkonkurrencen i Intermediaire II, og også her har to ryttere fra hver af de ni nationer været i ilden i dag. Fra Danmark gælder det Laura Jarlkvist Rasmussen og Ida Kirstine Bjørn.
Med den 12-årige DV-vallak Seventeen JR e. Sezuan/ De Noir (opdr. Rikke Munk) var Laura Jarlkvist Rasmussen første dansker på banen, hvor de leverede et ridt til 68,617%, der bringer dem på en foreløbig individuel sjetteplads. Ida Kirstine Bjørn og den 13-årige DV-vallak Hotson e. Blue Hors Hotline/ Blue Hors Zack (opdr. Malene Helleberg) fulgte efter med et ridt til 70,588% og en foreløbig tredjeplads individuelt.
Den danske indsats i første halvdel af holdkonkurrencen opnået 139,205 procentpoint. Det giver samme foreløbige holdplacering i top-3 som hos ungrytterne; nemlig med Tyskland suverænt i spidsen, Danmark på en andenplads og Holland på tredjepladsen. I morgen skal de danske ekvipager Frederikke Gram Jacoksen med RGS Finest Alegra og Alexander Yde Helgstrand med Inspiration PF afslutte den danske holdindsats ved EM.
Ridehesten har talt med landstræner Ulrik Falbe-Hansen, der efter dagens danske indsatser udtaler:
– Det har været en virkelig stærk første dag, og jeg er enormt stolt af vores ryttere. Vi har set nogle rigtig flotte ridt, og sammenholdet på begge hold har været helt fantastisk. Nu gælder det om at holde fokus i morgen, hvor de sidste ryttere skal på banen, så vi forhåbentlig kan få sat et stærkt punktum på holdkonkurrencen.
Stævnets start- og resultatlister.