Anna Pørtner
I lørdags blev der skrevet et særligt kapitel i historien om avlsforeningen Dansk Sports Pony, da årets Equsana DSP Eliteskue blev afviklet på Ikast Rideklub. Det traditionsrige arrangement markerede samtidig Dansk Sports Ponys 50-års jubilæum og blev fejret i godt selskab og med flotte resultater.
Jubilæet blev åbnet med en reception, hvor avlere, udstillere, hjælpere, dommere og publikum var samlet om dagen og de mange ponyer, der var med til at sætte et præg på årets eliteskue, og så blev DSP's formand overrasket med en helt særlig præsentation.
Særlig overraskelse til formanden
En af dagens mere usædvanlige begivenheder kom som en stor overraskelse for Dansk Sports Ponys formand John Villadsen. I al hemmelighed var der blevet samlet en række ponyer til en særlig præsentation i hallen.
Anledningen til præsentationen var hoppen Lotus E e. Lykkehøjs Dream Of Dornik/ Golden Empire, som havde hele fire afkom udtaget til årets eliteskue. De fire blev samlet med endnu et afkom til en særlig afkomssamling, som blev belønnet med en flot sølvmedalje af dommerne.
Afkomssamlingen bestod af årets hoppeføl, J.B. If I Can Dream e. Nørlunds Dream Date, 2-års hoppen J-B- Daisy's Salute e. Dynamic Date AT, 4-års vallakken J.B. Simply Red e. J.B. Mirage, 5-års hoppen J.B. Marigold e. J.B. Mirage samt 6-års vallakken J.B. Adventure e. J.B. Flashdance.
Særligt J.B. Adventure skrev sig ind i DSP-historien, da han blev den første medaljekårede gangartsbetonede vallak i avlsforbundet. Han blev tildelt en sølvmedalje og har tidligere været avlsgodkendt hingst.
Samlingen viste samtidig en stor grad af ensartethed i afkommene efter Lotus E, selvom de er efter forskellige fædre. Tre af afkommene har desuden en hjemmeavlet hingst som far. Det var en stor dag for formand John Villadsen, der kunne nyde synet af sit mangeårige avlsarbejde.
Fire guldmedaljehopper
På selve eliteskuet var der også stor kvalitet blandt hopperne. Fire dressurbetonede hopper blev tildelt guldmedalje, og én af dem blev samtidig udnævnt til Årets Gangartshoppe.
Det blev Nørlunds Sally Malone e. Diamond Touch/ Boogie Dancer, der løb med den titel. Den treårige hoppe, som er opdrættet og ejet af Stutteri Stald Nørlund, opnåede guldmedalje med blandt andet 10 for type og 10 for helhed.
Også Nørlunds Simply The Best e. FS Mr. Right/ Antario N, TL Rosie e. Rivers Dancing AS/ Rock Grey Snob og Daisy AT e. Dreidimensional AT/ Dimension AT blev tildelt guldmedalje med utrolig flotte karakterer. Alle guldmedaljehopperne endte på et samlet resultat på 10.
Blandt de springbetonede hopper gik titlen som Årets Springhoppe til LykkeBo Laica e. Meedenblik Linfield/ Cantré, som blev belønnet med en sølvmedalje med et samlet resultat på 9.
Der blev desuden tildelt sølv- og bronzemedaljer i de øvrige hoppeklasser, mens Schuberts Galla Night e. FS Mr. Right/ Doucan opnåede sølvmedalje blandt de ældre dressurbetonede hopper med et samlet resultat på 9, hvor der blandt andet blev givet et 10-tal i bedømmelsen.
Flotte resultater blandt de unge
Også de yngre årgange leverede flotte resultater ved jubilæumsskuet. Acacia Pilekær e. Dallmayr K/ Marchi blev udnævnt til Årets 2-års hoppe med et samlet resultat på 9.
Hos de 2-årige vallakker gik titlen som Årets 2-års vallak til Munkebos Bravissimo e. Munkebos Bellissimo/ FS Concorde. Han endte med et slutresultat på 8.
Blandt årets føl blev SC Zauberling e. Der Zauberlehrling/ FS Mr. Right udnævnt til Årets Hingsteføl, mens J.B. If I Can Dream e. Nørlunds Dream Date/ Lykkehøjs Dream of Dornik blev Årets Hoppeføl. Hoppeføllet, der har John Villadsens Lotus E som mor, opnåede blandt andet seks 9-taller i bedømmelsen og endte på et samlet resultat på 9.
Dermed blev J.B. If I Can Dream også en del af den særlige afkomssamlig, der tidligere på dagen havde samlet fem afkom efter John Villadsens hoppe Lotus E.
Et jubilæum med blik for fremtiden
Årets Eliteskue blev dermed en kombination af tradition, avlsarbejde og nye generationer af sportsponyer. Samtidig gav 50-års jubilæet anledning til at se tilbage på det arbejde, som avlere, udstillere og Dansk Sports Pony gennem fem årtier har lagt i udviklingen af ponyerne.
Dagen blev rundet af med en stor tak fra Dansk Sports Pony til alle de involverede – fra dommere og hjælpere til avlere, udstillere og publikum – som var med til at gøre jubilæumsudgaven af eliteskuet til en festlig dag for Dansk Sports Pony.