Anna Pørtner
Der var både høj kvalitet blandt hingstene og stor opbakning fra publikum, da Dansk Sports Pony Forbund i sidste weekend afholdt årets hingstekåring hos Ikast Ridecenter. I alt var 17 hingste tilmeldt til kåring eller avlsgodkendelse, og særligt de unge hingste imponerede.
Især holdet af treårige hingste markerede sig ved årets kåring med både kvalitet og bredde. Ud af 12 fremstillede treårige hingste fik hele nu tildelt avlsgodkendelse, hvilket vidner om et særdeles stærkt årgangshold. Blandt hingstene på fire år og ældre uden stationsafprøvning blev to hingste tildelt avlsgodkendelse.
Medaljer i dressur og springning
Der blev også uddelt flere medaljer ved færdigkåringen. I dressur blev der tildelt både en sølv- og en bronzemedalje, mens der i springning blev tildelt en sølvmedalje.
I dressur gik sølvmedaljen til Nørlunds Dream Date e. Dating AT/ Boogie Dancer opdrættet af Stutteri Stald Nørlind v/ Britta og Jens Ole Sørensen, og er i dag ejet af Stutteri Følle Strandgaard. Hingsten fik blandt andet 9 for type og krop, 9 for bevægelse og 9 i helhed.
Bronzemedaljen gik til Lykkehøjs Bogart e. Lykkehøjs Bodypaint/ Orchard Red Prince, som er opdrættet og fortsat ejet af Lykkehøj v/ Helle og Jens Mouritsen. Hingsten fik 8,5 for type og krop, 8,5 for lemmer, 8 for bevægelse og 8 i helhed.
I springning blev der uddelt en sølvmedalje til Søgaards Golden Moon e. Sir Sansibar/ Back Up, som er opdrættet af Stald Søgaard v/ Gitte og Anja Søndergaard og i dag ejet af Ib Kirk fra Katrinelund. Hingsten fik 9 for type og krop, 8,5 for bevægelse, 9 for helhed og 9 for spring.
Opvisninger og jubilæumsstart
Ud over selve hingstekåringen bød dagen også på opvisning af tidligere kårde hingste samt en præsentation af DSP-ponyer, der allerede gør sig gældende i sporten. Den sidstenævnte opvisning var samtidig med til at markere begyndelsen på jubilæumsåret, hvor Dansk Sports Pony Forbund i 2026 kan fejre sit 50-års jubilæum.
Med mange mennesker på lægterne, god stemning og livlig dialog mellem avlere og publikum blev dagen til endnu en vellykket hingstekåring i Dansk Sports Pony, og en flot start på fejringen af forbundets jubilæumsår.