Lovende 3-års hingste under rytter

08-03-2023 21:12
Avl

For første gang nogensinde startede hingstekåringsforløbet for de 3-årige hingste med fremvisning under rytter, og det klarede de på imponerende vis – faktisk bedre end ved den velkendte indsyning søndag aften til 10-dages test

Nyheden fortsætter efter annoncen

13 springhingste og 30 dressurhingste blev onsdag aften fremvist for Dansk Varmblods kåringskommissioner i henholdsvis springning og dressur i Hal E, og alle 43 unghingste blev accepteret. Det var en fornøjelse at se de unge hingste blev redet - fortrinsvis tre ad gangen - og de tog generelt situationen og omgivelserne med ro og fornuft. 

Det er frivilligt for ejerne om, de vil vise hingstene under rytter ved denne 1-dags test. Dog er det en forudsætning for at få avlsgodkendelse, hvis hingsten skulle blive kåret på søndag. At alle de 43 fremviste hingste blev accepteret betyder, at hvis de bliver kåret på søndag, så har de omgående avlsgodkendelse.

Som avlsledelsens Bjarne Nielsen understregede under dagens fremvisning, så har man også en anden mulighed for at vise sin hingst for dommerne ved en lignende 1-dags test. Syntes man ikke, at hingsten var klar nu, så er der også mulighed for de hingste, der opnår kåring, at de vises under rytter for avlsledelsen ved efterkåringen den 13. april på Vilhelmsborg for at udløse avlsgodkendelsen.

Denne fremvisning under rytter onsdag under hingstekåringen i Herning eller ved efterkåringen på Vilhelmsborg erstatter den tidligere 10-dages test, hvor de kårede hingste blev vist søndag aften under rytter og derved blev indsynet til 10-dages testen.

En eventuel skepsis over at vise de friske unghingste allerede onsdag aften som indledning til kåringsforløbet blev manet til jorden, for hingstene tacklede opgaven virkeligt flot - og for nogles vedkommende med et større mentalt overskud, end man kan forvente søndag aften efter fem dage hjemmefra. Så alt i alt var det set fra lægterne en meget positiv oplevelse.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Heldigvis skal vi se hingstene over flere dage ved forskellige fremvisninger, men det er vist ikke at tage munden for fuld at sige, at der var flere virkelig lovende unghingste med spændende præstationsafstamning. Så der er lagt op til nogle spændende dage, hvor vi allerede i morgen tidlig kl. 8 skal se de første unghingste på fast bund - springhingstene lægger ud.

Kåringskommissionen for springheste består af Johnny Hansen, Signe Wiese, Allan Blomgren, Bo K. Møller og avlskonsulent Karina Christiansen.

Kåringskommissionen for dressurheste består af Bjarne Nielsen, Johnny Sørensen, Vicky Nortvig, Dennis Fisker og avlskonsulent Karina Christiansen.

De 43 hingste godkendt ved 1-dags test.

Program til hingstekåring.

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen