Robin klar til UVM efter styrt

07-09-2019 11:45

Annika Knudsen Lorentsen

Ved landsstævnet, for to uger siden, i forbindelse med Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue var Robin Grauff Jacobsen uheldig, her styrtede han nemlig med Chassé i 145 cm-klassen og kom rimelig galt afsted, og det var altså blot fire uger inden turen til UVM-stævnet på Zangersheide

Copyright Ridehesten.com
Robin Grauff Jacobsen og Chassé lige inden styrtet.

Alt så ud til at køre som det skulle for Robin Grauff Jacobsen ved Eliteskuestævnet på Vilhelmsborg fra den 22.-25. august. I løbet af stævnets første tre dage blev det til intet mindre end otte placeringer og Robin var altså placeret i halvdelen af sine starter.

Blandt placeringerne kan nævnes en 2. i torsdagens 130 cm og en 3. plads i fredagens 140 cm, begge på Chassé e. Cosmeo/Cassini II (opdr. Mia Givskov og Søren Nedergaard), og lørdag blev det til en sejr i 140 cm klassen, som var iagttagelse til UVM, med 7-års hoppen Egelund's Miss Unique e. Numero Uno/Cajus (opdr. Karina Minch Poulsen).

Styrtede med Chassé
Selvom parret så succesfuldt havde opnået placeringer i de to indledende starter, så gik det galt for dem da de lørdag eftermiddag skulle deltage i S1* 145 cm. Her red parret mod forhindring nr. 2, en forholdvis bred okser, og den afstand ekvipagen endte med at sætte af fra blev desværre for stor. Chassé forsøgte med sin særlige springteknik at strække forbene langt frem for at komme ud over bagkanten, det mislykkedes desværre og ekvipagen styrtede i landingen, og Chassé landede ovenpå Robin og kom også til at træde på ham, da hoppen ville rejse sig. 

Copyright Ridehesten.com
Robin Grauff Jacobsen om Egelund's Miss Unique i deres vinderridt i MA2* 140 cm.

Efter styrtet fortalte Robin til Ridehesten, at han har brækket tre ribben, samt det ene ben, men alligevel havde han forhåbninger om at blive klar til UVM, som han har kvalificeret sig til på DV-hesten Egelund's Miss Unique, som han jo også vandt iagttagelsen klassen på. I mens Robin ikke selv var i stand til at ride, kunne hans kone Kamilla Grauff Albrektsen holde hestene i gang. 

Det er nu to uger siden og der er gode meldinger fra Robin Grauff Jacobsen frem mod deltagelsen ved UVM om knap 2 uger. 

– Jeg regner med at ride fra på mandag. Jeg føler mig meget bedre, selvom jeg selvfølgelig stadig har lidt smerter forskellige steder, mens det går fremad, fortæller Robin og fortsætter:

– Jeg har ikke redet siden styrtet, men jeg starter mandag med de to heste som jeg skal have med til UVM. 

Robin skal foruden Egelund's Miss Unique også ride en 5-års hest (Alpha M Z e. Arko III/Ard Vdl Douglas) fra Stutteri Alfarvad, ligesom Robins kone, Kamilla Grauff Albrektsen, også stiller til start ved UVM på Zangersheide med en 5-års fra Alfarvad (Chique PS Z e. Crowntano Z/Quidam de Revel). 

UVM på Zangersheide finder sted fra den 19.-22. september.

Se mere om arrangementet her, eller læs og alle de udtagne Dansk Varmblodsekvipager her. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner