Anna Pørtner
Tre dages dressurkonkurrencer på JRA Equestrian Park i Tokyo blev afgjort med mindst mulig margin. Sydkoreanske Dongheon Nam vandt den individuelle finale med Leonidas e. Kannan/ Negro efter en kür til 75,190%, mens Jiayi Yu og DV-hesten Jackpoint e. Johnson/ Welt Hit II (opdr. Trine og Allan Severinsen) fulgte på andenpladsen med 75,050%. Bronze gik til kinesiske Sarah Rao med Alexander Helgstrands tidligere hest Geniaal e. Vivaldi/ Biotop med 74,935%. Der var dermed blot 0,255 procentpoint fra guld til bronze.
Kina skrev historie ved Asian Games 2026, da dressurholdet fredag vandt guld på JRA Equestrian Park i Tokyo. Holdet sluttede på 208,148% foran Sydkorea med 205,265% og værtsnationen Japan med 204,117%. En vigtig del af sejren var den 21-årige Jiayi Yu og Jackpoint. Ekvipagen opnåede personlig rekord med 70,265% i Prix St. Georges. Det var Kinas højeste score og dagens næstbedste individuelle resultat.
21- årige Yu træner hos Cathrine Laudrup-Dufour. Ekvipagen indledte som nævnt mesterskabet med personlig rekord på 70,265% i Prix St. Georges. Lørdag løftede Yu og Jackpoint niveauet yderligere. Med 71,853% vandt de Intermediare I og gik til tops i den samlede individuelle stilling inden finalen. Søndagens kür var den første kür, som de to har vist i konkurrence, men det forhindrede dem ikke i at opnå 75,050%.
– Jeg var ekstremt fokuseret. Jeg lagde ikke mærke til andet end musikken, hvordan min hest havde det, og hvor jeg skulle foretage små justeringer. Det eneste, der ikke lykkedes helt i dag, var, at jeg kom for langt foran musikken, fortalte Jiayi Yu efter ridtet.
Sydkoreas hold vandt sølv. Alle fire sydkoreanske ryttere var debutanter ved Asian Games. Med til at sikre Sydkorea sølvet var Myeongseok Lee med DV-hesten Rosetti e. Blue Hors Romanov/ Midt-West Ibi-Light (opdr. Elsebeth Lykke Andersen), og dermed var dansk avl repræsenteret flere gange ved Asian Games.
Asian Games, også kaldet Asiad, er Asiens største multisportsbegivenhed og afholdes hvert fjerde år i lige år mellem de olympiske lege. Den første udgave blev afholdt i 1950, og legene organiseres af Olympic Council of Asia (OCA), som er anerkendt af Den Internationale Olympiske Komité (IOC). 46 asiatiske lande er medlemmer af OCA, og omkring 12.000 atleter deltager i de omkring 40 sportsgrene på programmet.
Ridesport var første gang en del af Asian Games i 1982 i New Delhi. Efter ikke at have været på programmet ved legene i Beijing i 1990 vendte ridesporten tilbage i 1994 og har siden været en fast del af Asian Games. De tekniske dele af ridesporten afvikles efter FEI's regler, og FEI står for den tekniske kontrol af ridesporten ved legene.