Tips og tricks til en god vintersæson

22-01-2021 10:00

Annika Knudsen Lorentsen

Det er let at falde ind i en ensformig rytme om vinteren, hvor man bare skynder sig at få hesten sadlet op og derefter trænet i ridehallen – men det er vigtigt at holde hesten motiveret, og det kan varieret træning og hyggeligt samvær medvirke til

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hyg med hesten
Selvom hesten selvfølgelig skal trænes for at være i form og klar til eventuelle stævner eller lign., så er det også vigtigt at have kvalitetstid med sin hest udenfor træningen. Det medvirker også til, at du og din hest får et stærkere bånd. Når du hygger med din hest, f.eks. ved at strigle den godt og grundigt, massere den eller bare snakke lidt med den, så får både du og hesten noget ud af det. Når man har en god kemi, bliver det lettere at træne og lære hesten nye ting, fordi tilliden er større. Samtidig er en god hyggestund med hesten en god afveksling til hverdagens ræs, og det kan virke afstressende.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Shutterstock

Træn på staldgangen
Træning på staldgangen er god afveksling, og det kan også være sjovt for din hest, samtidig med at den udvikler sig. Man kan for eksempel træne smidighedsøvelser, når man alligevel er ved at sadle op eller af, det er samtidig sundt for hesten. Der er også andre muligheder for træning på staldgangen, man kan lære hesten tricks, eller man kan øve hesten i at vænne sig til nye ting, den måske før har været bange for (plastik, vand etc.).

Bomøvelser
Der er ingen tvivl om, at bomøvelser kan være en sjov afveksling til det daglige dressurarbejde, og det er altså ikke kun springhesten, der har glæde af dette, men alle slags heste. Man kan træne bomøvelser på mange måder. Enten kan man ride over bomme, som placeres på forskellige måder rundt i hallen, eller også kan man bruge bommene til at markere et sted, hvor man vil ride hesten igennem, eller lægge bommene sådan, at hesten bliver guidet til for eksempel at komme bedre ud i hjørnerne, fordi den skal udenom bommen.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/ Anette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Miljøtræning
Det er helt oplagt at variere træningen med en gang miljøtræning i ny og næ. Der er intet bedre end en hest, som er helt cool og som tager alting i stiv arm, når man er i byen til for eksempel et ridestævne. En god måde at gøre hesten mere cool på, er ved at miljøtræne den, så den vænner sig til mange forskellige situationer og steder. Miljøtræning kan bestå i, at man øver hesten i at gå over plastik eller ride forbi en paraply, men miljøtræning kan også bare være det, at man hver dag stiger op på hesten et nyt sted eller rider en ny rute i skoven hver gang.

Skridt eller træk en tur
Hestene bliver ofte lidt trætte af at gå på banen eller i ridehallen for ofte. Derfor er det vigtigt, også om vinteren, at lade hesten komme ud i den friske luft, og det bør ikke kun være, når den er på fold. Så når vejret er til det, så gælder det om at skridte en tur ud i naturen. Man kan også trække lange ture med hesten, så får man også selv god motion, og det er hyggeligt at gå afsted sammen med sin hest.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Shutterstock

Masser af foldtid
Selvom det er vinter, kan hestene sagtens gå på fold i mange timer. Den friske vinterluft er en sund afveksling til staldmiljøet, og de fleste heste nyder at komme ud. Sne kan godt være en udfordring, hvis hesten har sko på, da det sætter sig fast i skoene. Men mange heste nyder alligevel at komme ud og rulle i sneen, og de fleste heste ved også godt selv, at de skal passe mere på, når der kan være glat.

Rid ude, når vejret er godt
Ridehallen er det naturlige valg, når temperaturen falder, og det ofte er dårligt vejr. Men husk, at der heldigvis også er mange dage om vinteren, hvor solen kommer frem, og hvor man med en god påklædning sagtens kan ride på udendørsbanen eller en tur i skoven. Så udnyt det, og rid ude, når vejret er godt, der skal nok blive mange timer inden døre alligevel.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/ Annika Knudsen Lorentsen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner