Klargøring, mønstring og hestetjek

01-05-2026 06:27

Dansk Varmblod Region 2 inviterer lørdag den 2. maj til kursus i klargøring og fremvisning af heste. Få tips til hestetjek, mønstring og soignering op til nogle af sommerens mange kåringer,  føl- og dyrskuer

Copyright Ridehesten.com
Kom til en spændende kursusdag med DV Region 2. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Nyheden fortsætter efter annoncen

På lørdag den 2. maj byder Dansk Varmblod Region 2 velkommen til en lærerig og hyggelig kursusdag på Atterupgaard i Jystrup, hvor fokus er på klargøring, mønstring og hestetjek. 

Dagen henvender sig til både nye og erfarne hestefolk, der ønsker at blive skarpere på klargøring og præsentation af heste i forbindelse med kåringer, dyrskuer og følskuer. Har man en unghest, der skal vises frem i den kommende sæson, eller måske et føl, der skal med på sommerens følskuer, er der god mulighed for at få værdifuld viden og praktiske tips med hjem. 

På programmet er blandt andet gennemgang af hestetjek ved teknisk delegeret Pernille Vincents, som vil demonstrere, hvad der lægges vægt på ved fremstilling. Derudover vil deltagerne få indblik i korrekt mønstring af både føl, hopper og ungheste samt gode råd til soignering, herunder fletning og klargøring til stævnebrug. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Dagen byder ligeledes på træningstups og mulighed for at udveksle erfaringer med en masse andre hesteinteresserede i uformelle rammer. 

Arrangementet finder sted allerede i morgen, lørdag, klokken 13.00 på Atterupgaard. Adressen er Atterupvej 11, 4174 Jystrup. Prisen er 50 kroner for medlemmer af Dansk Varmblod og 100 kroner for ikke-medlemmer, hvilket inkluderer kaffe og kage. 

Alle interesserede er velkomne – også deltagere med andre hesteracer, så kom frisk til en hyggelig dag med Dansk Varmblod Region 2 og en masse nysgerrige hestemennesker. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen