Thomas Bach Jensen
Juniorrytterne tog de første medaljer
Juniorrytterne var de første i ilden til EM, hvor de præsterede intet mindre end fantastisk, og dermed blev Danmark landet med det højeste bundniveau blandt juniorrytterne. Det førte til i alt 214,818 point og en flot holdsølvmedalje. Holdet bestod af: Alexander Yde Helgstrand, Maja Emilie Leth, Kristian Würtz Green og Frederikke Gram Jacobsen.
Fantastisk holdpræstation fra ungrytterne
Sværhedsgraden for ungrytterne var enormt høj i år, men de fire danske ungryttere leverede en stærk og stabil holdpræstation, der gav hele 215,794 point og sikrede dem en holdbronzemedalje. Holdet bestod af: Maria Mejlgaard Jensen, Sara Aagaard Hyrm, Karoline Rohmann og Laura J. Rasmussen.
Stærkt U25 hold
Efter juniorrytterne var det U25-rytternes tur til at indtage Ungarn og EM. Her red de sig til en sikker holdbronzemedalje med hele 217,441 point, og succesen fortsatte de næste dage, da Anne-Mette Strandby Hansen og Foco Loco W red en suveræn Kür til 79.025 procent og dermed sikrede sig individuelt EM-guld i finalen. Holdet bestod af: Anne-Mette Strandby Hansen, Josefine Hoffmann, Victoria E. Vallentin og Maja Andreasen.
Sølvregn hos ponyrytterne
Til sidst var det ponyrytternes tur til at kæmpe om medaljerne, hvilket de klarede til UG. Holdet red til 222,171 point og snuppede dermed sølvmedaljen lige for næsen af Holland. Og sølvregnen fortsatte i dagene efter, hvor Sophia Boje Obel Jørgensen og Adriano B sikrede to individuelle EM-sølvmedaljer. Holdet bestod af: Liva Addy Guldager Nielsen, Sophia Boje Obel Jørgensen, Josefine Gerd Nielsen og Natalie Thomassen.
Stort tillykke til alle rytterne med de flotte resultater.
/DRF.