Nu er der fundet nye EM-arrangører

11-11-2024 06:38

På gårsdagens andet FEI-bestyrelsesmøde for i år, blev der fundet to nye arrangører af europamesterskaberne i dressur for seniorer samt dressur og military for ponyryttere for 2025, efter to eksisterende arrangører har trukket sig

Copyright Ridehesten.com
Nu er to nye arrangører for nogle af europamesterskaberne i 2025 blevet offentliggjort. Foto: Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

I går, den 10. november 2024, blev årets andet personlige FEI-bestyrelsesmøde afholdt i Abu Dhabi (UAE) forud for FEI's generalforsamling. Her blev flere vigtige emner præsenteret, og et af dem, var omfordelingen af europamesterskaberne for senior- og ponyryttere i 2025. 

Omfordelingen kom sig af, at to af de arrangører, der havde fået tildelt mesterskaberne tidligere på året meldte ud, at de ønskede at trække sig som arrangører af EM. Europamesterskabet i dressur for seniorer 2025 skulle have været afholdt i Šamorín, og er nu blevet rykket til at blive afholdt i Crozet, Frankrig. Mesterskabet finder sted fra den 28.-31. august 2025, hvor europas dygtigste dressurryttere tørner sammen i kampen om medaljerne. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Europamesterskabet for ponyer i dressur og military 2025 skulle have været afholdt i Kronenberg, Holland, men er nu blevet rykket til Le Mans i Frankrig. Mesterskabet finder sted fra den 28. juli - den 3. august 2025, hvor der foruden smuk dressur fra nogle af sportens yngste ryttere også venter et spændende EM for de modige militaryryttere. 

Hvor europamesterskabet i springning for children-, junior- og ungryttere i 2025 skal finde sted, er endnu uvist. Oprindeligt var mesterskabet planlagt til at blive afholdt i Zduchoviche, Tjekkiet, men bestyrelsen i FEI har netop godkendt deres ønske om at trække sig tilbage som arrangører, og derfor står det nu i det uvisse, hvilken nation, der ender med at påtage sig værtsrollen for EM i springning for de dygtige children-, junior- og ungryttere til næste år. 

Kilde: FEI. 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen