Anna Pørtner
Danmark har sendt to enormt stærke danske hold til dette års europamesterskab i dressur for pony- og juniorryttere, og i går blev spændingen udløst, da den første halvdel af danskerne red på banen for første gang. Holdkonkurrencen blev nemlig redet over to dage, og efter endnu en spændende dag i Le Mans, kan de danske ponypiger hænge bronzemedaljen om halsen.
I går startede den første danske ponyekvipage ud med et flot og stabilt ridt. Det var nemlig Ingeborg Elizabeth Schou og FS Calimero e. FS Dior De Luxe, der allerede som rytter nummer fire lagde et rigtig godt fundament for det danske hold. Efter en flot tur blev de nemlig belønnet med 69,114% og et rigtig godt udlæg for danskerne.
Den anden ekvipage, der skulle på banen i går, var Victoria Bang Zindorff og Del Clasico e. D-Day AT/ Classic Dancer, der red på banen i midten af klassen omkring klokken 14.00. Her sikrede parret sig ikke bare et virkelig flot ridt, men også en foreløbig førsteplads i den individuelle konkurrence. Med 73,629% havde de nemlig lagt sig i spidsen individuelt, men det var altså også en rigtig god tilføjelse til det danske hold.
I dag gjaldt det så den anden halvdel af klassen, hvor første dansker red på banen omkring klokken 10.15. Det var nemlig Filippa Jæger Jensen med Top Vincento e. Top Vidal/ Nantano, som skulle gøre sit for at ride Danmark med i medaljekampen. Endnu en gang viste de danske ponyryttere, at de hører til helt i toppen, for med et flot program til 70,200% var det endnu et rigtig godt ridt til det danske hold.
Sidste danske ekvipage på banen i dag var Steffanie Victoria Horsted Dyrlund og Cosmo Callidus NRW e. Coco Chanel/ Cyriac, som hele dagen havde gået i spænding og ventet på, at det blev deres tur. Deres starttid var nemlig først klokken 16.35, og her skulle de altså ind at kæmpe for en medalje til Danmark. Parret havde ligeledes et rigtig flot og stabilt program, der blev belønnet til 68,114%.
Efter klassens afslutning lå det klart, at de danske ponypiger havde redet en suveræn flot bronzemedalje hjem til holdet med sammenlagt 206,943%. Vinderne af europamesterskabet for hold blev de altid stærke tyskere, der sluttede med 220,886%, efter at alle deres fire ekvipager leverede et resultat på over 70%, mens Holland tog sig af sølvmedaljen med 218,143%.
I morgen gælder det endnu en dag for de danske ponyryttere, hvor de skal i ilden for at kæmpe om en individuel medalje. Ligesom i holdkonkurrencen deles klassen op, så den ene halvdel af rytterne rider i morgen, mens den anden halvdel rider lørdag. Derfor vides det først efter lørdagens klasse, hvem der kan tage fra Le Mans med en individuel medalje.
I skrivende stund ligger Victoria Bang Zindorff på en individuel andenplads, Filippa Jæger Jensen på en 11. plads, Ingeborg Elizabeth Schou på en 14. plads og Steffanie Victoria Horsted Dyrlund på en 18. plads. I morgen gælder endnu en dag, hvor alt kan ske, og kampen om endnu en medalje skal bestå.