Staldtips: Pas på dig selv og hesten

15-03-2018 15:13

Hesten er et skønt dyr – men det er også et stort dyr, og hvis du ikke tænker dig om, når du er sammen med hesten, kan du komme slemt til skade. Man kunne godt tro, at de fleste ulykker sker under ridning – men sådan er det ikke. Læs her hvad du bl.a. skal passe på

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hesten er et stort dyr, og den kan reagere voldsomt, hvis den pludselige bliver bange eller ophidset. Derfor skal du hele tiden være opmærksom på, at du omgås hesten roligt og med omtanke. Der er nogle helt enkle regler for omgang med heste, der er lette af følge og overholde. På den måde kan både du og hesten nyde jeres tid sammen.

Sig hej til din hest
Står en hest bundet eller har den ikke front mod boksdøren, når du nærmer dig, er det meget vigtigt, at du kalder på den. Så er den opmærksom på dig, før du går ind til den. Heste er ikke ondskabsfulde af natur, de sparker ikke, fordi de har lyst til det. Heste sparker oftest kun, fordi de bliver forskrækkede.
Når du nærmer dig hesten, så tal til den – den har fået ører til at høre med. Lad være med at give den et klap på numsen for at fange dens opmærksomhed, for så risikerer du, at den ”klapper” igen.

Hestens hjem
Du må aldrig gå ind i boksen til en fremmede hest, med mindre du har fået ejerens tilladelse eller er sammen med en, der kender hesten. Det er hestens ”hjem” – det område, hvor den føler sig tryg. I boksen skal hesten have ro til at hvile og spise. Den må ikke hele tiden forstyrres af forskellige ryttere, der vil snakke med den, fordi den ser sød ud.

Gå aldrig fra en hest der er bundet
Hvis du vælger at strigle din hest på staldgangen i stedet for i boksen eller på striglepladsen, er der flere ting, du skal være opmærksom på.
For det første må du aldrig gå fra hesten, når den står bundet på staldgangen. Andre ryttere kan ikke komme forbi med deres heste, og forsøger de at klare sagen alene, kan der opstå farlige situationer. Bind hesten med et tov i hver side af grimen, det får den til at stille. Skal nogen forbi, løsner du hesten i den ene side og skubber den til side, så de andre kan komme forbi.
Det er helt og aldeles forbudt, at binde en hest på staldgangen, hvis hesten ikke tåler, at andre heste går forbi den. Sådan en hest vil forsøge at bide eller sparke efter den anden hest og kan skade den. Er uheldet ude, kan det også være dig eller et andet menneske, den rammer.

Ro omkring hesten
Hesten er et flugtdyr. Er der noget, der gør den bange, flygter den straks fra den farlige situation. Kan den ikke flygte, vil den omgående reagere ved at forsvare sig med bid eller spark. Derfor er det vigtigt, at du som rytter hele tiden er opmærksom på ikke at skabe en situation, der gør hesten utryg.
Heste bliver nervøse, hvis der er meget larm og støj i stalden. En hestestald er ikke en legepads.

Træk hesten med omtanke
Heste er glade for at komme på fold. Derfor er det naturligt, at hesten maser på for hurtigst muligt at komme ud fra stalden. Derfor er det vigtigt, at du altid har et trækketov i grimen på hesten, når du går med den. Hesten kan alt for let rykke sig løs, hvis du blot går med den i grimen. Er i flere, der trækker heste sammen, så husk altid at have mindst en hestelængdes afstand imellem jer.
Det er også vigtigt, at du holder rigtigt om træktovet. Hvis du vikler det om hånden/fingrene – eller endnu værre om livet – kan du komme slemt til skade. Bliver hesten bange og sætter af sted, strammes træktovet om dig – og måske ender du med at blive trukket efter hesten.

Jubii – en fold
Der kan opstå en farlig situation, når du kommer til selve folden. Er der flere heste på fold, er det en god idé at tage en anden rytter med ud til folden. Din ven/veninde kan åbne leddet og holde de andre heste væk, mens du trækker din hest ind på folden. Skal du selv forsøge at holde en ivrig hest, åbne leddet og holde de andre heste væk, bliver det let kaotisk.
Du skal lære hesten at vente på dig, når du trækker ind på folden. Har hesten først fået lært, at du slipper den lige så snart, den har hovedet indenfor leddet, ja så spurter den af sted hver gang. Det er farligt af to grunde. For det første kan hesten trække rebet ud af dine hænder, og det gør ondt på dig. For det andet er der fare for, at hesten i kådhed sparker bagud og rammer dig, når den føler, at den er fri.
Den eneste rigtige måde at slippe en hest på, er at trække hesten ind på folden og dreje den rundt, så den har front mod leddet igen. Herefter tager du træktovet af, klapper hesten og slipper den samtidig med, at du går et par skridt tilbage. Så er der ingen fare for, at hesten kan sparke dig, når den drejer rundt og løber ud på folden.
 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner