Staldtips: Staldapotek

28-02-2018 08:11

Hvad gør du, hvis hestes ben er hævet, eller den har fået et sår på benet eller sur stråle?

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er altid godt at have et sta?ldapotek, hvis uheldet skulle være ude for hesten. Mange af tingene kan du selv købe hos dyrlæger, apoteker eller rideudstyrsbutikker.
Men du kan også købe Falcks nødhjælpskuffert specielt til hest og rytter. Hvis du f.eks. får brug for at lægge en forbinding, så få altid hjælp af en voksen, der ved, hvordan man gør, eller af en dyrlæge, hvis det er hesten, som er kommet til skade.

Staldapoteket skal indeholde:

Termometer
Det er altid godt at have et termometer, så du kan måle temperaturen på din hest. Termometret skal helst være digitalt, så du kan se den nøjagtige temperatur. Det er vigtigt, at du ved, hvilken temperatur, din hest har, når den er rask, for ellers ved du jo ikke, om den har feber. Derfor skal du tage temperaturen hver dag i en uge og regne gennemsnittet ud.
Raske heste har normalt en temperatur mellem ca. 37,5 og 38,5 grader. Hvis hestens temperatur ligger over 38,5 grader, har den feber. Kontakt da din dyrlæge, som vil fortælle dig, hvad du skal gøre.

Kraftige støttebind
Det er en god idé at have meget kraftige støttebind til skader i led, sener, muskler og hove. Du skal bruge to til tre af dem til at støtte hestens ben.

Strækbind
Strækbind er elastiske og bliver lagt ovenpå f.eks. forbindinger til at holde dem fast på hestens ben. Pas dog på ikke at stramme dem for meget. De er selvklæbende, så de bliver siddende godt fast på benet.

Uldbandager
Uldbandager giver varme til hestens ben, og de hjælper med til at hele skader på led, sener og muskler hurtigere. Men skaden skal være sket mere end et døgn tidligere. Der er fordi, at man, når skaden lige er sket, køler den ned med rindende koldt vand for at undgå hævelser.

Vat
Hvis din hest har fået en hævelse eller et væskende sår, kan du bruge Animalintex, som er et stykke sugende vatbind. Det lægger du under et strækbind, og her kan det så suge væsken væk fra såret. Samtidig sørger Animalintex også for at såret ikke bliver trykket for meget af strækbindet. Du kan også bruge en tot almindelig vat.

Isposer
Hvis hesten f.eks. vrider om i koden ude på folden, skal koden køles ned med det samme for at undgå hævelse. Det kan du gøre med en ispose, hvor du klemmer isen i stykker og derefter lægger en-to poser på skaden med et elastikbind vinklet omkring. Posen kan kun bruges én gang.
Du kan også skylle skaden med koldt vand. Hvis skaden er meget alvorlig, så tilkald dyrlægen.

Sårrens
Det er meget vigtigt at have noget til at rense sår med. Selv små sår skal renses, for hvis der sidder skidt deri, kan der gå betændelse i såret eller hesten kan få blodforgiftning, som er meget farligt. Produkterne her kan bruges til både ryttere og heste.
Du skal bruge Klorhexidin i 0,05% opløsning til at rense såret med, mens det stadig er frisk. Hvis såret bløder meget, skal du hurtigt ringe til din dyrlæge og skylle såret i 10 min. enten ved at dryppe vand på såret eller under en meget svag stråle fra vandslangen. Bagefter kan du presse gaze-tamponer mod sået for at stoppe blødningen. De hænger ikke i såret. Hvis det er muligt, lægger du en stram forbinding uden omkring, så der er lukket ind til såret.

Sårsalve
Når der er kommet en skorpe på såret, skal det stadig holdes rent. Her kan du købe nogle sprays, f.eks. blue spray, der renser såret. Men sådan nogle skorper kan også komme til at gøre ondt, hvis de begynder at sprække. Det kan du undgå ved at bruge en salve, som blødgør skorpen, f.eks. laurbærsalve.

Blåsten
Det bedste middel mod sur stråle er blåsten, som du kan få enten  som pulver eller flydende. Når hesten har sur stråle, lugter hoven surt, og strålen er svampet og blød. Først skal du have kradset alt det bløde væk, skrubbet og tørret strålen rigtig grundigt, før du dupper blåsten ned i strålen. Derefter klemmer du et stykke vat derned, så blåstenen bliver på plads. 
Sådan skal du gøre hver dag, indtil strålen er helt tør og ikke lugter mere. Pas på ikke at få blåsten i øjet.

De vigtigste ting
Det er ikke livsnødvendigt at have alle tingene, som vi har nævnt her. Det vigtigste er, at du har et termometer, nogle forbindinger, Klorhexidin, vat, en svamp og en plasticskål i staldapoteket.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner