Thilde Alsing
Når det gælder hestens helbred, har de fleste hesteejere oplevet at stå i mere eller mindre akutte situationer. Ofte kan spørgsmålet om, hvornår det er nødvendigt at tilkalde en dyrlæge opstå, særligt hvis det er udenfor almindelig konsultationstid.
Det er derfor en god ide at have en lille førstehjælpskit klar i stalden og viden om, hvad man selv kan gøre, hvis hesten udviser tegn på sygdom.
Hvad bør du holde øje med?
Først og fremmest gælder en vurdering af hestens sundhed om at kunne vurdere, om hestens adfærd er anderledes end normalt. Hvis hesten viser tegn på, at noget ikke er som det skal være, kan det være en god ide at tage hestens temperatur, tjekke pulsen og vejrtrækningen - altså de mest vitale tegn.
Temperatur: Temperaturen kan måles med et almindeligt termometer, som føres ind i endetarmen. Temperaturen kan variere fra 37,5-39 grader, hvor en voksen hest som oftest vil have en temperatur på 37,5-38,5, mens føl vil have en temperatur på 38,0-39,0 grader. I den forbindelse kan det være en fordel at kende hestens sædvanlige temperatur, og derfor kan man med fordel tage hestens temperatur på en "normal" dag.
Puls: Du kan tjekke hestens puls ved at placere to fingre på indersiden af hestens pibe på forbenene eller på ydersiden af bagbenene udvendigt på piben. Hestens normale hvilepuls er 40-50 slag pr. minut. Det kan være en fordel at sammenligne pulsen mellem for- og bagben for at finde ud af, om der er er balance i kredsløbet. En høj puls i ét ben kan være med til at identificere problemet, fx i tilfælde af en hovbyld.
Vejrtrækning: En normal heste trækker vejret mellem 8-12 gange i minuttet, når de er i hvile, hvor én vejrtrækning består af en indånding og en udånding. Er hesten rask, vil vejrtrækningen være rolig og stabil. Se på hestens næsebor og ribben for at overvåge vejrtrækningen eller placer en hånd foran næseboret, så du kan mærke vejrtrækningen.
Hvad kan du selv gøre?
Sår: Undersøg såret og forsøg at finde ud af, om der er tale om et overfladisk sår eller gennemskåret hud. Overfladiske sår eller hudafskrabninger kan som regel behandles ved at rense såret med vand og desinficerende midler og kan eventuelt pålægges en bandage. Hvis såret er dybere eller huden er gennemskåret, er det muligt at såret skal sys af en dyrlæge. Ved større blødninger (fx arterieblødning, der viser sig som pumpende blødninger, eller veneblødninger) bør dyrlægen tilkaldes.
Skader i hoven: Ved mistanke om eksempelvis en hovbyld eller hvis hesten har trådt op i noget, fx et søm, kan man i første omgang behandle dette ved at bade hoven i sæbevand 10-15 minutter dagligt. Det kan dog være nødvendigt at dyrlægen eller smeden skærer hovbylden ud eller at behandle med smertestillende medicin og antibiotika.
Kolik eller symptomer på kolik: Hvis hesten har symptomer på kolik, som fx nedsat ædelyst, virker urolig og skraber, vil rulle sig eller ligge ned mere end den plejer, har nedsat eller ingen afføring, virker utilpas (sparker mod bugen eller kigger mod maven), sveder eller har forøget vejrtrækningsfrekvens, kan der være tale om symptomer på kolik. Oplever du flere af disse tegn bør dyrlægen kontaktes. Dog kan gåture og let bevægelse hjælpe på milde former for kolik. Sørg også for at tilbyde hesten frisk vand (evt. fra spand).
Et førstehjælpskit: Det er en god ide at have simple behandlingsredskaber og lignende klar i stalden. Førstehjælpskittet kan indeholde et termometer, klorhexidinopløsning til at desinficere sår og rifter med, saks (evt. en bandagesaks), sårbandage og elastiske bandager til at dække sårforbindingen med.