Anna Pørtner
Lørdag den 10. maj skulle have været en hyggelig ridetur i terrænet ved Finderup Øvelsesplads i Viborg for Emilie Brunsgaard og hendes to veninder fra klassen. Emilie og den ene af veninderne var kørt hen til Finderup for at mødes med den sidste veninde, og derfra skulle de ride en hyggelig tur sammen. Desværre endte turen i panik, blod og desperation, da Emilies hest, Astroid, sad fast i en jernbro og kom alvorligt til skade.
– Vi havde redet en stille og rolig tur, hvor det var gået mega godt, men vi ville lige ride lidt længere. Vi rider ned mod en bro, som vi har redet over masser af gange. Begge mine veninder rider over broen, og så skal jeg over som den sidste, og rider for løse tøjler, som jeg altid gør. Astroid har nogle specielle sko på, og glider så på broen og sidder fast, fortæller Emilie.
Alle tre piger og Astroid går i panik, men Emilie fortæller, at den kloge vallak rimelig hurtigt forstår, at det er bedst at ligge stille:
– Jeg tror, at han kæmper imod i 30 sekunder, men så er det som om, at han godt kan mærke, at han ikke selv kan klare det, hvilket var heldigt, for ellers havde han gjort mere skade på sig selv.
En kamp for hjælp
Pigernes første tanke var selvfølgelig, at de skulle have hjælp til at klare situationen. De går derfor alle tre i gang med at ringe. Den ene ringer 112, som sendte Midtjysk Brand & Redning afsted med det samme, Emilie fik fat i sin mor og den tredje veninde begyndte at ringe rundt til nærmeste dyrlæge. Det skulle dog vise sig, at blive en sej kamp.
– De første vi ringede til, sagde bare nej, at det kunne de ikke hjælpe med. Vi troede jo bare, at det lige var de første, der ikke havde tid eller mulighed for at hjælpe, men pludselig havde vi ringet til 15 dyrlæger, der alle gav os afslag, fordi jeg ikke er fast kunde hos dem. Det til trods for, at jeg tilbød at betale på stedet, uanset hvad det skulle koste, fortæller Emilie.
Emilie fortæller ligeledes, at hun pt ikke har en fast dyrlæge, da hun netop lige er flyttet tilbage til området efter et par år på Sjælland. Derfor chokerer det hende endnu mere, at ingen af dyrlægerne var villige til at rykke ud og hjælpe i sådan en situation, hvor man som ejer ingenting kan gøre.
– Jeg var i panik. Jeg var så magtesløs, og jeg græd så meget, fortæller Emilie.
Midt i kaoset med blod, en hvinende hest og tre magteløse piger ankom redningsfolkene fra Midtjysk Brand & Redning, og også de prøvede at få fat på en dyrlæge - ligeledes uden held. Mens pigerne kæmpede videre for at få fat i en dyrlæge, der kunne komme og hjælpe dem, fik redningsfolkene hesten befriet, men det så ikke godt ud. Der var blod over det hele, og det var meget tydeligt, at der skulle dyrlægehjælp til med det samme.
Imidlertid var flere landmænd fra området stødt til, og heldigvis var én af dem kvægdyrlæge. Hun gav Astroid smertestillende, så han kunne blive læsset i traileren og komme mod et hestehospital, der kunne se på skaderne. Det viste sig dog at blive en kamp igen. Nogle af hestehospitalerne indlagde nemlig ikke heste i weekenden, ét af dem, der gerne ville se på hestene, lå helt i Sønderjylland, men til sidst var der held.
Dyrlægerne Nørhald i Gjerlev tæt ved Randers, ville nemlig gerne se hesten. Emilie var lykkelig. Endelig var der nogen, der kunne hjælpe hende. Turen gik derfor mod Gjerlev, hvor to dyrlæger stod klar til at tage over, da Emilie ankom med Astroid.
– De har bare været fantastiske. De syede på ham i tre timer, to dyrlæger. Det var virkelig nogle omfattende sår. De ringer til mig hver dag, græsser med ham og passer så godt på ham, fortæller Emilie, der dog stadig går i uvisheden om Astroids fremtid. Sårskaderne var dybe og knoglehinden beskadiget - noget, der i værste fald kan koste hesten livet.
"Det er ejerens ansvar"
Efter at TV Midtvest omtalte hændelsen, har formanden for Den Danske Dyrlægeforening, Hanne Knude Palshof, udtalt, at hun godt forstår Emilies frustration, men samtidig påpeger hun også, at der ikke findes én landsdækkende dyrlægevagt.
– Det er ejerens ansvar at vide, hvem der har vagt i det pågældende område. Det svarer til at have styr på, hvordan man får vejhjælp, siger hun til TV Midtvest.
Hun påpeger også, at mange dyrlæger er specialiserede og ikke behandler heste, samt at vagtdækningen i weekenden og på helligdage kan være begrænset.
Emilie har taget formandens udtalelse til sig, men hun forstår stadig ikke, at 15 dyrlæger kan sige nej til en hest, der har akut brug for hjælp. Hun sammenligner det med, at hvis hun kørte galt i Sønderjylland, ville hun stadig kunne få hjælp på det nærtliggende sygehus.
– Jeg var villig til at gøre og betale alt. Jeg havde bare brug for, at der var én dyrlæge, der kunne hjælpe os i situationen, hvor vi hverken kunne gøre fra eller til. Vi ringede til pågældende vagtdyrlæge i området, men ingen kunne hjælpe os. Jeg synes, at det er foruroligende, slår Emilie fast.
Et ønske om forandring
For Emilie er det ikke bare hendes egen historie, der skal frem. Hun håber, at andre kan undgå at stå i samme håbløse situation, hvor man ikke kan få den fornødne hjælp:
– Vi var fire mennesker, der ringede rundt i desperation. Jeg vil bare gerne, at der bliver sat fokus på det her. Ingen bør opleve at stå hjælpeløs med en hest i smerter, og så bare få det ene nej efter det andet. Jeg vil ikke ønske det for selv min værste fjende, siger Emilie, der sammen med de to veninder har haft mareridt hver nat siden. Situationen var så voldsom for de fire unge piger, der stadig er påvirkede i både krop og sind.
Astroid er i bedring, men prognosen er fortsat usikker. For Emilie har denne frygtelige oplevelse sat tankevækkende spørgsmål ved det sikkerhedsnet, der burde være til stede, når uheldet rammer hestene.
– Jeg håber jo lidt, at dyrlægerne vælger at blive dyrlæger, blandt andet fordi de ønsker at hjælpe hestene, når de har det skidt. Jeg ønsker bare, at min historie skal sikre, at ingen andre nogensinde ender i samme situation, afslutter Emilie.
