Der er en vej tilbage efter sanktioner

01-06-2026 18:05

Annika Knudsen Lorentsen

I weekenden var der stor debat omkring, at Carina Cassøe Krüth deltog ved og tilmed vandt DM for senior i dressur. Det skyldes det kritisable videomateriale, der blev vist af Carina for et par år siden. Det førte til en udelukkelse fra sporten, men hun er siden vendt stærkt tilbage, og Dansk Ride Forbund understreger nu i en pressemeddelelse, at det er vigtigt, at folk fortstår, at der også er en vej tilbage

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth med Heiline's Danciera leverede en flot præstation ved DM og sikrede sig guldet for første gang. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Debatten om Carina Cassøe Krüth har været intens, siden der kom videomateriale frem, som viste omgang med en hest, som mange med rette fandt kritisabel. Sagen skabte stor opmærksomhed både i ridesporten og udenfor sporten, og den rejste vigtige spørgsmål om hestevelfærd, ansvar og konsekvenser.

Men hvis man accepterer, at der skal være regler og sanktioner i sporten, må man også acceptere, at der findes en vej tilbage efter en sanktion er afsonet.

Det centrale princip i enhver retssikker proces er, at man ikke kan straffes uendeligt for den samme forseelse. Carina Cassøe Krüth har været igennem det disciplinære system, modtaget sin straf og afsonet den karantæne, som blev fastsat. Hvis en rytter efterfølgende lever op til de krav og regler, sporten arbejder under, må vedkommende også have mulighed for at vende tilbage til konkurrencerne.

Det betyder ikke, at det skete skal glemmes. Tværtimod bør episoden fortsat bruges som anledning til at diskutere hestevelfærd, træningsmetoder og kultur i ridesporten. Men der er forskel på at holde fast i kritikken og på at afvise enhver mulighed for rehabilitering.

Ved årets DM i dressur blev fokus i høj grad rettet mod det sportslige. Dansk Ride Forbund beskrev selv weekenden som præget af "topsport, tætte opgør og stærke præstationer", og fremhævede samtidig, at publikum havde kunnet opleve "masser af ridning i topklasse". Forbundet skrev desuden, at "heste og ryttere uden tvivl har haft glæde af de gode forhold, der har givet dem optimale betingelser for deltagelse i mesterskaberne."

Carina Cassøe Krüth var blandt de ryttere, der udnyttede disse betingelser bedst. Allerede på første dagen lagde Carina sig i front og i søndagens finale blev hendes position yderligere styrket. Dermed sikrede hun sig sit første danske mesterskab efter flere år som en af landets absolut bedste dressurryttere. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Samtidig er det værd at bemærke, hvad debatten efter DM ikke handlede om. Der opstod ikke nye sager om hestevelfærd under mesterskabet, og der var ikke konkrete episoder på konkurrencebanen, som førte til kritik af Carinas ridning. Tværtimod blev hendes præstation vurderet på samme grundlag som alle andre rytteres: det, der faktisk blev vist på banen.

Man kan fortsat være kritisk over for det, der tidligere er sket. Man kan også mene, at sporten generelt bør stille endnu højere krav til hestevelfærd. Det er en legitim debat, som ridesporten fortsat er nødt til at tage alvorligt.

Men hvis reglerne skal have legitimitet, må de gælde ens for alle. Hvis en rytter har modtaget sin straf, afsonet sin karantæne og efterfølgende konkurrerer under de samme regler og kontrolmekanismer som alle andre, må vurderingen også tage udgangspunkt i nutiden frem for fortiden alene.

Derfor er det rimeligt, at Carina Cassøe Krüth igen rider stævner. Ikke fordi det tidligere skal glemmes eller bortforklares, men fordi sportens troværdighed afhænger af, at sanktioner har en afslutning, og at mennesker får mulighed for at vise, at de kan leve op til de krav, sporten stiller.

Ved årets DM blev hun ikke dansk mester på grund af fortiden. Hun blev dansk mester, fordi hun leverede weekendens bedste resultat på banen. Og netop ved dette mesterskab var det de sportslige præstationer – ikke nye kontroverser – der kom til at definere historien.

Se pressemeddelelse på DRF her.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen