Carina Cassøe skal ride OL på sin fødselsdag

14-07-2021 09:48

Den 36-årige berider Carina Cassøe Krüth er en af de danske ryttere, der skal repræsentere Danmark i dressur ved OL 2021 i Tokyo, og det gør hun sammen med den fantastiske hoppe Heiline’s Danciera

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera på vej mod DM-sølv i 2020. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen.
Nyheden fortsætter efter annoncen

OL-dressurrytter Carina Cassøe Krüth, hendes hest Heiline’s Danciera og hestepasser Signe Baun er netop landet i Japan, hvor dressuren ved de Olympiske Lege 2021 i Tokyo allerede starter i næste uge, hvor holdkonkurrencen i Grand Prix rides i weekenden lørdag den 24. og søndag den 25. juli på stadionet Equestrian Park.

Allerede som barn havde Carina olympiske drømme om en dag at repræsentere Danmark på i dressur ved et OL. Hendes vej til OL kan ikke kaldes lang og trang, men nærmere målrettet og banet med flid og hårdt arbejde samt kronet med det helt rigtige hestematch.

Fakta
Carina Cassøe Krüth
  • Uddannet berider i 2011 med topkarakterer
  • Startede virksomheden CK Dressage i 2012
  • Gift med Casper Cassøe i 2013
  • Grand Prix-debut i 2015 med Freigraff af Hvarre
  • Grand Prix-debut i 2017 med May-Day Graftebjerg
  • Grand Prix-debut i 2017 med Heiline’s Hot Mix
  • International Grand Prix-debut i 2017 med May-Day Graftebjerg
  • Grand Prix-debut i 2019 med Heiline’s Danciera
  • International Grand Prix-debut i 2019 med Heiline’s Danciera
  • Grand Prix-debut i 2021 med Heiline’s Zackton
Fold up
Copyright Ridehesten.com
OL-rytter Carina Cassøe Krüth. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard.

Carina, der driver CK Dressage og dagligt har 10 heste under sadlen, sad første gang på Heiline’s Danciera i 2015, da opdrætteren havde redet den, mens den havde føl ved siden, og Carina skulle gøre det sidste stykke arbejde frem mod Dansk Varmblods egnethedstest, hvor den nye ekvipage blev kvalificeret til Unghestechampionatet i Herning.

Danciera (til dagligt kaldet Danse) udviste hurtigt et stort talent under Carinas uddannelse, og undervejs skiftede hun ejer fra opdrætterparret Line Jensen og Heine Bonde Mikkelsen, Odder, til sine nuværende ejere Ingrid og Poul Thøgersen, der også bor i Odder.

Fakta
Heiline’s Danciera
  • Sort hoppe født den 6. marts 2011
  • Opdrætter: Stald Heiline v/ Line Jensen og Heine Bonde Mikkelsen
  • Ejer: Stutteri Four Oaks v/Ingrid og Poul Thøgersen
  • Far: Fürstenball DVH 1021
  • Mor: Danceline TS ERDH
  • Morfar: De Niro (HANN)
  • Kåring: SRDH (opdrættermedalje i sølv)
  • Afkom: En 6-års hoppe e. For Romance I og tre hopper e. Sezuan – en på 3 år og to på 2 år.
Fold up
Copyright Ridehesten.com
Ved World Cup-stævnet på Vilhelmsborg i 2020 ses her Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard.

Under hele sin uddannelse er Danse forblevet hos Carina, og ekvipagen har haft succes hele vejen op igennem unghestechampionaterne til lilletur, derefter stor tur og snart internationalt. Seneste store internationale succes var Grand Prix Special-sejren med knap 78% ved CDIO5* Compiègne i Frankrig i slutningen af maj måned, og for anden måned i træk ligger ekvipagen nr. 28 på FEI's verdensrangliste i dressur.

Carina træner med Danse hos Andreas Helgstrand, som også vil bistå hende ved OL i Tokyo med de sidste træningsforberedelser.

Trods sine blot 36 år er Carina den ældste på det danske dressurhold ved OL, der også består af Cathrine Dufour, Nanna Merrald og Charlotte Heering. Faktisk fylder Carina 37 år tirsdag den 27. juli, hvor rytterne rider Grand Prix Special (hold).

Fakta
Resultat-highligts for Carina og Danciera
  • 2016              Nr. 3 i unghestechampionatet i Herning
  • 2016              Nr. 4 ved UVM i Ermelo
  • 2016              Nr. 5 ved DRF’s championatsfinaler
  • 2017              Nr. 14 ved UVM i Ermelo
  • 2017              Nr. 1 ved DRF’s championatsfinaler
  • 2018              Nr. 4 ved UVM i Ermelo
  • 2018              Nr. 1 ved DRF’s championatsfinaler
  • 2019              Nr. 1 i Grand Prix-debut på Vilhelmsborg
  • 2019              Nr. 1 i international Grand Prix-debut ved CDI3* Flyinge
  • 2020              Nr. 2 i Grand Prix ved CDI5* Herning
  • 2020              Nr. 2 i Grand Prix Special ved CDI5* Herning
  • 2020              Nr. 2 (sølv) ved DM i dressur/DRF-Agria mesterskab
  • 2020              Nr. 4 i World Cup Kür med 84,455% ved CDI-W Vilhelmsborg
  • 2021              Nr. 1 i Grand Prix Special ved CDIO5* Compiègne
Fold up
Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera blev nr. 4 i Küren ved World Cup-stævnet på Vilhelmsborg i 2020. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner