Dufour nu nr. 3 i verden efter Dujardins sidste tur på Gio

06-01-2022 13:00

Trine Askjær-Jørgensen

I december lykkedes det britiske Charlotte Dujardin og Gio at indhente nok point til at overhale danske Cathrine Dufour og Bohemian, som nu rykker ned på tredjepladsen af verdensranglisten i dressur. Men mon ikke Dufour snart rykker tilbage på andenpladsen igen, for Dujardin har sagt farvel til Gio

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour og Bohemian. Foto: Hippo Foto - Dirk Caremans
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er ikke mange store dressurstævner, der har været i den seneste tid, men lige før jul fandt endnu en World Cup-kvalifikationsrunde sted i London. Her vandt Charlotte Dujardin og Gio e. Apache/ Tango på hjemmebane både den korte Grand Prix og Grand Prix küren. Dette gav dem nok point til at slutte året og ikke mindst deres partnerskab med at rykke op på andenpladsen af FEI's verdensrangliste i dressur. Den lille, røde vallak blev nemlig i slutningen af oktober 2021 solgt til den talentfulde, britiske juniorrytter Annabella Pidgley, der til dagligt bliver undervist af danske Cathrine Dufour.

Og netop Cathrine Dufour måtte altså ved afslutningen af 2021 give afkald på andenpladsen på verdensranglisten, som hun ellers har indtaget sammen med Bohemian e. Bordeaux/ Samarant. Charlotte Dujardin og Gio's sejr ved World Cuppen i London gav dem nemlig nok point til at overhale Dufour. De to ekvipager byttede således placering: Dujardin og Gio andenpladsen indtager nu andenpladsen med 2781 point og Dufour og Bohemian tredjepladsen med 2753 point.

Men der er håb for, at Dufour og Bohemian hurtigt kan rykke tilbage op på andenpladsen efter verdensetteren Jessica von Bredow-Werndl og TSF Dalera BB e. Easy Game/ Handryk BB, for World Cup-stævnet var Charlotte Dujardins sidste start på Gio, der går en fremtid i møde hos den succesfulde, juniorrytter, Annabella Pidgley. Familien Pidgley har nemlig investeret i Gio, så det nu altså er den 17-årige pige, der overtager tøjlerne på den charmerende vallak. Annabella Pidgley, som tidligere har købt adskillige heste her i Danmark og har flere i ridning hos Cathrine Dufour, opnåede i sommers at være den første brite til at ride en medalje hjem ved EM for juniorryttere.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Ikke de store ændringer på ranglisten

Danmark har fortsat flere ryttere i toppen. Udover Cathrine Dufour i top-10 bevarer Carina Cassøe Krüth og hoppen Heiline's Danciera e. Fürstenball/ De Niro (opdr. Stald Heiline) deres 6. plads.

Nanna Skodborg Merrald rykker en placering op på begge hendes Grand Prix-heste, nemlig fra 22. til 21. pladsen på Blue Hors Zack e. Rosseau/ Jazz og fra 26. til 25. pladsen med Atterupgaards Orthilia e. Gribaldi/ Donnerschlag (opdr. Atterupgaard). Daniel Bachmann Andersen og Marshall-Bell e. Blue Hors Don Romantic/ Michellino (opdr. Tina Christoffersen og Nicolai Jepsen) tager også et lille ryk op fra 28. til 27. pladsen. Charlotte Heering og Bufranco e. Negro/ Zevenster rykker fra 47. op til 45. pladsen, og Anna Kasprzak og Rock Star 13 e. Rock Forever/ Weinberg går fra plads 50 til 49.

Verdensranglisten i dressur pr. 31. december 2021.

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen