Tørken resulterer i et stigende antal heste med kolik

16-07-2018 14:51

Helle Kristensen

Dyrlægerne hos Horsedoc.dk ved Århus har denne weekend haft ekstremt travlt. Det varme vejr har nemlig resulteret i et ualmindeligt højt antal kolikbesøg. Hel præcist hvad det skyldes, og hvad du kan gøre for at minimere risikoen, forklarer dyrlæge Peter Hjuler i denne artikel

Copyright Ridehesten.com
Peter Hjuler
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hos Horsedoc.dk er man løbende ude til koliktilfælde under en weekendvagt. På en normal weekend ser de typisk 1-2 tilfælde af kolik.

Denne weekend er tallet steget til 7 tilfælde. Vi har talt med Peter Hjuler omkring de mange tilfælde af kolik, han har oplevet denne weekend. 

Den markante stigning i antallet af koliktilfælde er en direkte følge af tørken.

“De tilfælde, vi har været ude hos, er primært forstoppelse som følge af manglende væskeindtag. Hestene drikker ganske simpelt ikke nok.

Under normale forudsætninger for hestene også væske via græsset, men græsset er nu så tørt, at der stort set ikke findes væske i det. Det betyder at det bliver ekstra vigtigt at hestene får tilstrækkelig med væske. En hest på 500 kg bør indtage mellem 60 og 90 liter væske i døgnet, men mange heste er ganske simpelt ikke gode nok til at få drukket. Det resulterer i en øget risiko for forstoppelse.”

Hvad kan du gøre?
Helt konkret har Peter flere råd, der kan medvirke til, at du minimerer risikoen for at din hest får forstoppelse.

Det allerbedste du kan gøre, for heste der går ude, er at give dem løbende tilgang til stråfoder. Det vil sige at man smider stråfoder på folden med jævne mellemrum. Gerne mindre portioner med få timers interval. 

-Heste der har adgang til stråfoder konstant, står meget stille og glemmer måske også at drikke. Så det optimale er løbende at give dem stråfoder på folden. Udover dette er det også en god ide at opmuntre hestene til at drikke mere vand ved eksempelvis at hælde æblejuice i vandet. Jeg har  talt med nogle der puttede halve æbler i vandet, for at opmuntre hestene til at drikke mere, det kunne også være en mulighed. Sørg også for at det vand, der er til rådighed på folden bliver skiftet ofte, og at vandkarrene er rene. Sidst men ikke mindst bør du tildele elektrolytter.”

Yderligere forklarer Peter, at hvis du ikke har mulighed for at tildele stråfoder løbende, kan det være en god ide at bruge wrap, da der i wrap også er væske. Alternativt kan du vande gennemvæde dit hø. Dette sikrer at hesten får lidt ekstra væske i kroppen.   

Nyheden fortsætter efter annoncen

Døgnfoldsheste er i øget risiko
Grundlæggende er heste der går på fold mere end 8 timer, de heste der har størst risiko for at udvikle forstoppelse som følge af væskemangel. Peter forklarer at døgnfold i disse dage ikke er optimalt. Har man heste på døgnfold bør man overveje at trække dem på stald midt på dagen. Er dette ikke en mulighed bør du være ekstra opmærksom på hestene.

“Jeg vil understrege at der ikke ikke er grund til at lave om på foldturnus, for de heste der står på ridecenter og blot kommer på fold nogle timer om dagen. heller ikke selv om det er midt på dagen. Disse heste bør dog også have adgang til rigelige mængder rent vand.

Har man derimod heste der går ude 8 timer - eller derover, bør man sikre at de har adgang til skygge, masser af rent vand og løbende adgang til stråfoder - gerne stråfoder med væske som nævnt tidligere.”

“Vi må konstatere at situationen lige nu er langt fra optimal. Tørke er en helt ny problemstilling som vi ikke er vant til at skulle forholde os til. Derfor er det vigtigt at vi får dette budskab ud til rytterne. Således at vi får gjort opmærksomme på en bekymrende tendens,” siger Peter afsluttende, inden han skal tilse den næste hest.

Der er desværre ikke udsigt til ændring... Vejrudsigten lover fortsat sommersol .... 

Horsedoc.dk er startet af Peter Hjuler. Peter startede tilbage i 1997 egen klinik op, hvor han kørte rundt til kunder i Randers-området. Allerede tilbage i 1997 havde Peter røntgenudstyr med sig i bilen. 
Idag er Peters praksis udviddet. Horsedoc.dk har egen hestepraksis i Sabro - tæt på Århus.
Der er 5 hestedyrlæger tilknyttet Horsedoc.dk.

Horsedoc.dk driver en facebookside hvor dyrlægerne ofte giver råd og information, med det formål at hjælpe hesteejere med at forebygge sygdomme og undgå unødige dyrlægebesøg. 

Har du mistanke om at din hest har kolik, bør du straks kontakte din dyrlæge. Det er din egen dyrlæge der kender din hest bedst, så derfor bør du altid kontakte egen dyrlæge, så snart du har mistanke om, at din hest ikke har det godt. 

 

Artiklen er tidligere bragt på everhorse.dk 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner