Maja Golles
Tilbage i juni bragte Ridehesten en artikel om knivsager mod heste. Og nogle gange ER der virkelig tale om, at et menneske har gjort hesten ondt med en kniv. Nogle gange er en gerningsmand nemlig blevet pågrebet. Andre gange er en kniv blevet fundet. Men i langt de fleste sager er der mulighed for tvivl og andre muligheder til skadernes opståen. I artiklen i Ridehesten blev der også gjort opmærksom herpå, og der blev bl.a. bragt et billede af en hoppe, som var blevet skadet ved skeden - så det grangiveligt lignede et snitsår, men hvor der faktisk var tale om et sår skabt af en anden hest. Til TV2 nyhederne udtaler dyrlæge Berner Olsen nu, at mange af sagerne er skader forvoldt af heste og maner derfor indirekte til besindelse, hvis man mistænker sin hoppe for at være blevet knivstukket. "Jeg har set mange heste i min karriere, og de flænger, som heste pådrager sig under sådanne magtkampe, opstår gerne ved siden af skeden eller i selve skamlæben. De ligner snit fra en kniv, men det skyldes, at begge heste konstant står klar til at sparke. Deres hud er således spændt ud som et trommeskind," forklarer Berner Olsen TV2 Nyhederne.