Annika Knudsen Lorentsen
Superhoppen Hello Folie e. Luidam/Diamant de Semilly er en hoppe, der virkelig vil i mål og som vil gøre det meste for at komme fejlfrit igennem banerne. Det så man tydeligt ved dette EM, hvor hun hjalp sin rytter gennem situationer, hvor mange andre ville have lavet fejl. Eksempelvis mistede Scott Brash tøjlen henimod trekombinationen i holdfinalen, men alligevel formåede ekvipagen at komme fejlfrit igennem.
Det mod som den 10-årige hoppe viste gennem mesterskabet kræver tydeligt også en rytter, der ved hvad han laver, og det at regulere hoppen rundt på så tekniske baner, som man møder ved et mesterskab, så ud til at kræve hver en fiber i kroppen på den britiske rytter. Og inden den individuelle finale, kunne man fra tilskuerpladserne se, at den britiske rytter lavede forskellige øvelser, som I kan se lidt billeder af nedenfor.
Dette er også et vidne om, hvad det faktisk kan kræve at ride på absolut topniveau, hvor man som rytter virkelig bør være i form og smidig, for at kunne hjælpe sin hest bedst muligt, præcis som Scott Brash gjorde det ved årets mesterskab. Ekvipagen tog medalje både for hold og individuelt. Begge sølvmedaljer.