Qabil Ambak er tilbage i Danmark

12-12-2019 15:15

Camilla Tiefensee Schrøder

Den malaysiske dressurrytter Qabil Ambak, der med sin danske træner Dennis Fisker arbejder på at kvalificere sig til OL, har fået løst sit visum-problem og er tilbage i Danmark. Men nu er han stødt ind i nye udfordringer sin jagt på OL-kvalifikationen

Copyright Ridehesten.com
Qabil Ambak ses her på Rosenstolz. I stalden hos Fisker Dressage har han også Patrik Kittels tidligere superhest, De Niro-sønnen Delatio, som er den hest, han håber at komme til OL med. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det så rigtig sort ud for Qabil Ambak, da han i oktober måned blev deporteret fra Danmark, fordi han havde overskredet sit visum. Pludselig havde han mistet muligheden for at konkurrere på de europæiske stævnebaner de næste mange måneder, og dermed røg også hans chance for at opnå OL-kvalifikation inden den 31. december.

Men heldigvis for den 39-årige rytter lykkedes det med hjælp fra myndighederne i hans hjemland at få løst problemet.
– Det malaysiske udenrigsministerium sendte vores ambassadør fra Stockholm til København for at tale med det danske grænsepoliti. De fik forklaret, hvordan tingene hang sammen – at der var sket en fejl, og at jeg ikke var bevidst ude på at snyde. Efter at have lavet et baggrundstjek på mig kunne de se, at jeg kun opholder mig i Danmark for at træne og ride konkurrencer, forklarer Qabil Ambak, som nu er tilbage hos sin træner, Dennis Fisker i Aarhus.
Det talte også til Ambaks fordel, at han havde fået et forkert stempel i sit pas i juli måned, og på grund af den beviselige fejl fra myndighedernes side slap han for at betale en stor bøde.

To chancer tilbage til at opnå OL-kvalifikation
Bedst som de bureaukratiske forhindringer var blevet ryddet af vejen, opstod der dog et nyt problem. Der er kun to OL-kvalifikationsstævner tilbage, og de to stævner i Frankfurt og Mechelen har meldt tilbage til Qabil Ambak, at de ikke har plads til flere deltagere.
Der er dog stadig er en lille chance. Qabil Ambak har været i kontakt med stævnearrangørerne i Frankfurt, som siger, de vil gøre, hvad de kan, men han må vente til sidste øjeblik med at få endeligt svar. Hvis ikke det lykkes, må Asian Games-sølvvinderen opgive sine OL-drømme i denne omgang.
– Hvis jeg ikke opnår kvalifikation, fordi mine resultater ikke har været gode nok, så kan jeg sagtens acceptere det, fordi jeg har gjort mit bedste. Men hvis jeg ikke engang får chancen for at prøve, så vil jeg virkelig ærgre mig, siger Qabil Ambak, som håber på det bedste.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner