Paralympisk rytter mærker musikken

24-04-2024 10:34

Selv uden hørelse er det muligt at ride til musik. Den paralympiske rytter Laurentia Tan er døv og gør derfor brug af en helt særlig teknik, når hun rider til musik 

Copyright Ridehesten.com
Laurentia Tan til De Paralympiske Lege i London i 2012, hvor hun vandt bronze. Foto: J_X_S
Nyheden fortsætter efter annoncen

De Olympiske Lege i Paris nærmer sig med hastige skridt, og som det altid gør sig gældende, følger De Paralympiske Lege umiddelbart efter.

Her deltager ryttere med forskellige grader af handicap, og konkurrencen er derfor også betinget af det fysiske handicap, som rytterne har. I mange tilfælde skabes der derfor kreative løsninger for rytterne, som gør det muligt for dem at ride med deres handicap. 

Den tidligere PL-deltager Laurentia Tan fra Singapore får i øjeblikket stor opmærksomhed på de sociale medier, da hun trods sygdommen cerebral parese og døvhed alligevel formår at ride til musik. 

En særlig vest, en såkaldt vibrerende taktilvest, gør det nemlig muligt for Laurentia at mærke musikkens vibrationer, og på den måde er det muligt for hende at navigere igennem et kürprogram, selvom hun ikke kan høre. 

Copyright Ridehesten.com
Laurentia Tan fra Singapore rider til musik uden at kunne høre det. Foto: Skærmbillede fra video

Laurentia har deltaget hele fire gange ved De Paralympiske Lege, første gang i Beijing i 2008 og senest i Tokyo i 2021. Den rutinerede paradressurrytter kan derfor også bryste sig af fire olympiske medaljer. 

Sygdommen cerebral parese betyder desuden, at Laurentia ikke kan kontrollere sine ben. I et interview med International Paralympic Comittee i 2022 udtalte den inspirerende rytter: 

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Jeg kan ikke danse med mine egne to fødder, men på en hest kan vi sammen danse ballet. Jeg kan ikke løbe, men på en hest kan vi flyve sammen. 

Se videoen af Laurentias imponerende kürridt i Tokyo her: 

Laurentia medvirker desuden i Netflix-dokumentaren Rising Phoenix fra 2020, der fortæller historien om en række paraatleters vej til PL i Tokyo i 2021. 

De Paralympiske Lege i dressur 2024 finder sted på følgende dage: 

  • Den 3. september 2024 kl. 10.00-17.30 
  • Den 4. september 2024 kl. 10.00-16.45
  • Den 6. september 2024 kl. 10.00-18.00
  • Den 7. september 2024 kl. 10.00-17.30
Copyright Ridehesten.com
Til sommer er Paris vært for De Olympiske og Paralympiske Lege 2024. Her ses en visualisering af OL-stadionet i Paris. Foto: Paris24

Kilde: International Paralympic Comittee

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner