Carina og Danse er i topform

07-05-2023 15:25

Annika Knudsen Lorentsen

Ved det 5-stjernede stævne i franske Compiègne, har Carina Cassøe Krüth sikret sig to individuelle sejre i sadlen på sin tophest Heiline's Danciera

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth med Heiline's Danciera i Compiègne. Foto: Compiègne Equestre
Nyheden fortsætter efter annoncen

Formen virker i top hos Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera e. Fürstenball/ De Niro (opdr. Stald Heiline), som i denne weekend har været med det danske landshold til Nations Cup-stævne i Compiègne, Frankrig. 

Her har de redet Grand Prix og Grand Prix Special, og i begge klasser er det blevet til en individuel sejr for ekvipagen. Dermed er formen i top frem mod DM i starten af juni, hvor ekvipagen har meldt sig til start. 

I dagens Grand Prix Special leverede ekvipagen en solid præstation, som sikrede dem en sikker sejr med 76,107 procent. I løbet af deres program belønnede dommerne dem med mange 9-taller, faktisk hele 15 af slagsen. Særligt passage-momenterne i dagens program høstede mange flotte karaktere, og hele ni af 9-tallerne blev givet i netop passage. 

– Vi har konkurreret i 5-stjernet Grand Prix i flere år, og alligevel har jeg mærket en reel forskel i løbet af de sidste par måneder. Hun har fået styrke og selvtillid, man kan mærke det, og dommerne kan også se det. Alt er mere harmonisk, og selvfølgelig kender vi hinanden udenad, fortæller Carina.

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Carina har haft travlt ved stævnet i det franske, hvor hun i alt har haft tre heste til start fordelt på de 1-, 3- og 5-stjernede konkurrencer. Det blev også til en sjetteplads i den 3-stjernede Grand Prix Special i sadlen på Heiline's Zackton e. Blue Hors Zack/ Come Back II (opdr. Stald Heiline). 

Holdkonkurrencen ved stævnet er snart afgjort. Dagen startede med Grand Prix Special, hvor foruden Carina, også Anna Kasprzak var til start for Danmark. Lige nu er Grand Prix kür i gang, og her afgøres holdkonkurrencen. Lone Bang Zindorff har netop været til start som den sidste for det danske hold.

Vi bringer selvfølgelig mere omkring holdkonkurrencens resultat på Ridehesten.com.

Resultater fra stævnet.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen