Trine Askjær-Jørgensen
Lars Bak Andersen har i denne weekend været at finde ved det internationale springstævne i franske Bordeaux, hvor den 13. ud af i alt 14 World Cup-kvalifikationer blandt andet er blevet afviklet.
Med sig har Lars hestene Ethene, Doolys og Carl-Heinz B., hvoraf sidstnævnte er hesten, som han har redet de forrige World Cup-klasser på, og som han red VM på i Herning i sommeren 2022. I går aftes gik den 11-årige, brune holstenerhoppen Ethene e. San Patrignano Corrado/ Cayado World Cup-klassen, og i dag skulle stævnet så for Lars' vedkommende rundes af med et ridt på hver af hans to andre heste – og det var to flotte ridt.
Allerede til formiddag lagde Lars godt ud. Med den 12-årige, brune holstenerhoppe Doolys e. Cannavaros/ Lantaan red han en fejlfri runde i tiden 55,78 sek. på den 150 cm høje bane, og det sikrede ham en flot andenplads i klassen, hvor han var oppe imod flere store internationale stjerner, blandt andet VM-guldvinder Henrik von Eckermann, dog i sadlen på en anden hest end VM-stjernen King Edward.
Doolys og Lars blev faktisk også placeret i går, lørdag, hvor det blev til en syvendeplads i den 145 cm høje klasse med en fejlfri runde i tiden 70,49 sek.
I eftermiddagens sidste springklasse var Lars til start med hans VM-hest Carl-Heinz B. e. Chacco-Blue/ Quality. I den 160 cm høje, 5-stjernede klasse red Lars først en fejlfri hovedrunde i tiden 69,31 sek., og i omspringningen blev det til 10 fejl og tiden 41,52 sek, hvilket var godt nok til at indtage fjerdepladsen med den 11-årige røde vallak og nyde en gevinst på 11.000 Euro.
En flot afslutning på weekendens stævne.
Stævnets start- og resultatlister.